Danske Superstainable og den innovative virksomhed EcoTree er gået sammen i et nyt samarbejde, der indebærer et made-to-order setup.

Samarbejdet mellem Superstainable og EcoTree har til formål at sætte fokus på og støtte beplantning af skove i Europa, herunder i Danmark, hvor EcoTree for nyligt har opkøbt land med henblik på bæredygtig skovdrift.

Hver gang, en forbruger køber en t-shirt med titlen ”May the Forest be with you”, bliver der plantet et træ. Med købet bliver forbrugeren certificeret træejer og modtager et certifikat på ejerskabet af det træ, som bliver plantet i vedkommendes navn.

 

Der bliver ikke produceret mere, end der bliver købt

Samarbejdet bygger på en bæredygtig forretningsmodel, hvor der kun bliver produceret de t-shirts, som bliver bestilt. Alle t-shirts er GOTS-certificeret, og salget vil kun finde sted i to-tre uger. Herefter bliver bestillingerne samlet og produceret i Europa.

”Vi har skabt samarbejdet med EcoTree, fordi de deler de samme miljømæssige holdninger som os, og derudover er EcoTree en B-corp certificeret virksomhed, som virkelig gør det godt. Det var naturligt at indgå partnerskabet om at skabe fokus på træplantning sammen med dem,” udtaler Emil Rasmussen, Head of Marketing & Sustainability hos Superstainable, i en pressemeddelelse.

Kian Hansen, Head of Sales hos Superstainable, uddyber:

”Vi håber på, at samarbejdet bliver taget vel imod af forbrugerne. Det er jo en anderledes måde at køre forretning på i tøjbranchen. Det kan bedst sammenlignes med madbranchen eller fundraisingkampagner i et ‘made-to-order’ setup. Det giver god mening, for så er der kun det antal, der bliver produceret, og vi slipper for unødvendigt spild i produktionen.”

Til TØJ fortæller Emil Rasmussen, at Superstainable om kort tid kommer med endnu et made-to-order koncept, hvor produktet produceres på egen systue på hovedkontoret. Brandet er i gang med de sidste forberedelser og forventer at lancere inden for to-tre måneder.

 

Foto: Superstainable