Med et fokus på at undgå unødig kemi i tøjproduktionen har Dilling skabt et stærkt brand, som nu kan købes i otte lande.
105 år. Så gammel er virksomheden Dilling, som ligger på Sundsvej i Herning. Herfra leveres tøj i naturmaterialer til en lang række lande i Europa, og Svanemærket har i den forbindelse været en salgsfremmende faktor, og familievirksomhedens motto er da også ’Sund fornuft og ordentlighed’.
”Vi producerer vores tøj med stor omtanke for miljøet. Vi farver tøjet i Danmark og tilskærer og syer det derefter på vores systue i Litauen, så vi har kontrol over vores processer og undgår unødig kemi,” siger Morten Dilling Bertelsen, administrerende direktør hos Dilling i en pressemeddelelse.
Morten Dilling Bertelsen er fjerde generation i Dilling, og har overtaget virksomheden efter sin far.
”Min far er ekstremt værdidrevet, og han insisterede på, at vi skulle beholde vores farveri i Danmark for at have styr på vores forbrug af kemikalier. Men det var også en beslutning, der gjorde, at det i mange år var svært at tjene penge og endte med underskud. Nu er vi lykkedes med at skabe et stærkt mærke og en sund forretning,” fortæller Morten Dilling Bertelsen.
Baggrunden for Svanemærket
Det var en medarbejders overfølsomhed over for stoffet formaldehyd, som gjorde, at Dilling besluttede at fjerne stoffet fra produktionen. Virksomhedens næste skridt var at blive certificeret med Svanemærket, hvilket lykkedes i 2010.
”Vi lavede en opgørelse over, hvad Svanemærket kan. Vores oplevelse var, at Svanemærket har de skrappeste krav til farverier og er de mest seriøse i forhold til kemi og farvestoffer. Der var vigtige årsager til, at vi besluttede at satse på Svanemærket,” fortæller Morten Dilling Bertelsen.
Svanemærket er dog ikke noget, en virksomhed bare får. Dilling måtte for eksempel fjerne flere kemikalier fra produktionen for at opnå certificeringen.
”En af de direkte effekter af certificeringen var, at vi fik reduceret vores kemikalieforbrug. Det har eksempelvis betydet, at vi ikke længere bruger tungmetaller, og derfor er der nogle farvenuancer, som ikke er mulige for os at producere,” siger Morten Dilling Bertelsen og tilføjer:
”Men det har faktisk kun været med til at styrke vores brand, da de naturlige farvenuancer sender et signal om, at man trygt kan bære tøjet tæt på huden, da der ikke er anvendt unødig kemi.”
Et stærkt signal
Miljøet er vigtigt for mange forbrugere, og i den forbindelse har blåstemplingen med Svanemærket været en konkurrencemæssig fordel for Dilling.
”Vi var nogle af de første med Svanemærket, og det gav os helt klart konkurrencefordele. Her er det et plus, at Svanemærket løbende strammer kravene, for det skærer mange fra, når det bliver endnu sværere at få Svanemærket. Jeg hepper på, at det bliver så svært som muligt at opnå licens. I starten var det kun os, der kunne leve op til kravene, og det var megafedt, da det lykkedes,” siger han.
Dilling er i dag til stede i otte lande, og hver gang virksomheden starter op i et nyt land, er det tydeligt, at certificeringen betyder noget positivt.
”Her er Svanemærket også en vigtig del af fortællingen, for vi oplever, at andre lande har stor tillid til mærket. Både fordi udlandet har stor respekt for officielle mærker, og fordi det kommer fra Norden. I store dele af verden ser man Norden som et sted, hvor man gør det rigtige. Derfor har det stor værdi at kunne fremvise Nordens officielle miljømærke, og selvom ikke alle kender Svanemærket, er det stadig et kvalitetsstempel, når vi fortæller, at vores tøj er certificeret,” siger Morten Dilling Bertelsen.
Foto: Dilling