Modegiganten præsenterer nu højdepunkterne fra virksomhedens Sustainability Report 2019, hvori Anders Holch Povlsen understreger, bæredygtighed er en nødvendighed for at komme godt igennem Covid-19-krisen.
”I dag er det at gøre en god forretning i sidste ende afhængigt af, hvordan man integrerer bæredygtighed i sin forretning.”
Sådan skriver Bestseller indledende i sin Sustainability Report for 2019.
Ifølge Bestseller betyder det, at virksomheden er etisk funderet, produkterne er ansvarligt produceret, ansatte bliver set pris på, forsyningskæden gøres modstandsdygtig, og alle interessenter oplever merværdi.
Rapporten dækker kalenderåret 2019, men i en tid, der er overskygget af viruspandemien, mener Bestseller, at det er umuligt ikke at tage krisen i betragtning også.
”Mens branchen med ét er sat tilbage, holder Bestseller mere end nogensinde fast i sin forpligtigelse over for at skabe en mere bæredygtig industri. Samarbejde på tværs af branchen er essentielt, og det er i dette øjeblik, at der skal løftes i flok. Momentum er nu,” skriver koncernen videre i sin indledning.
Et overblik
”2019 var et travlt år for os, hvor et af årets højdepunkter har været at blive medunderskriver på ’G7 Fashion Pact’. Det er et tværgående industrisamarbejde med fokus på klima, biodiversitet og verdenshavene for at sikre, at modeindustrien er i overensstemmelse med FN’s verdensmål for bæredygtighed.” Sådan lyder det i en kommentar fra Anders Holch Povlsen, ejer og direktør i Bestseller, om et af de initiativer, koncernen har sat i gang i 2019.
Nedenfor gives et kort overblik over andre væsentlige punkter i rapporten:
- 74 procent af Bestsellers bomuld kommer fra mere bæredygtig produktion, hvoraf 14 procent er fra økologisk bomuld. Koncernen har en målsætning om, at 100 procent af bomuldet skal komme fra en mere bæredygtig produktion i 2022 samt at økologisk bomuld skal udgøre 30 procent i 2025.
- Selecteds brug af økologisk bomuld er øget til 65 procent af den totale produktion.
- Jack & Jones har i 2018/19 solgt mere end 100.000 jeans, der er lavet af brugte og slidte bomuldsjeans fra forbrugerne.
- Only Life har solgt mere end 4,5 mio. styles i 2019.
- Selected har fundet en måde at reducere vandforbruget i denimproduktionen via brug af mere effektive maskiner og mere bæredygtig behandling såsom ozone- og laserteknologi, hvilket er kommet til udtryk i kollektionen Selected Responsibly Washed Jeans.
- Vero Moda har lanceret sit første digitale showroom i Hamborg, hvilket indtil videre har reduceret salgsprøver med 35 procent.
Bestseller er desuden siden hen også blevet en del af initiativet Canopy Style og har dermed forpligtet sig til at minimere modebranchens brug af truede skovområder.
Bæredygtighed skal overvinde krisen efter Covid-19
”I lyset af Covid-19 har modebranchen været i frit fald. I Bestseller har vi gennemlevet store tab, og vi har måtte sige farvel til mange kære kolleger. Men ikke desto mindre er vi mere end nogensinde blevet gjort opmærksomme på, at bæredygtighed absolut er fundamentet for at skabe en modstandsdygtig forretning,” fastslår Anders Holch Povlsen.
Derfor er direktøren heller ikke i tvivl om, at Bestseller både er nødt til og opsatte på, at arbejdet med bæredygtighed skal fortsætte for at komme godt ud af krisen.
”I de kommende år skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at genvinde det tabte. Med en langsigtet tilgang kan vi i samarbejde med vores partnere bygge en mere robust virksomhed, hvor vi bidrager til den positive udvikling af vores industri. Båre vi og vores ansvarsbevidste partnere er nødt til fortsat at investere i bæredygtighed for at komme på den anden side af krisen. Nogle initiativer vil måske tage længere tid end forventet, mens andre vil accelerere, men vi har ikke råd til at tabe momentum. Under alle omstændigheder vil rejsen mod bæredygtighed altid være igangværende.”
Foto: Bestseller