Det amerikanske sportsbrand Nike Sportswear har annonceret et partnerskab med miljøorganisationen Ocean Conservancy, der skal beskytte Arktis mod ødelæggende miljøpåvirkninger.

Flere og flere virksomheder skriver sig ind i tidsånden og melder sig under fanerne for klimaet. For en måned siden annoncerede svenske Fjällräven, at de bakker op om FNs Global Climate Change Action Initative og ønsker at nedsætte CO2-forureningen. Nogenlunde samtidig meddelte amerikanske Levi’s, at de sigter mod at halvere brandets samlede vandforbrug inden 2025.

Også Nike har tidligere meldt sig på banen for klimaet ved blandt andet at lancere en kollektion af sko fremstillet af 50 procent genbrugsmaterialer. Nu annoncerer det amerikanske sportsbrand et partnerskab med miljøorganisationen Ocean Conservancy. Sammen lancerer de tiltaget ’Arctic Corporate Shipping Pledge,’ der opfodrer virksomheder til at indgå i en forpligtelse mod skibsfart gennem det arktiske ocean.

Tiltaget har til formål at forhindre godstrafik i områder, der, som et resultat af klimaforandringerne, er blevet isfri. Det frygtes, at mere skibstrafik medfører stor risiko for potentielt ødelæggende miljøpåvirkninger i den skrøbelige region. Sådan lyder det i en pressemeddelelse.

“Vi ved, at klimaforandringer påvirker den måde vores atleter træner på og påvirker, hvorvidt nogle af vores atleter overhovedet kan træne udenfor. Gennem dette løfte har vi taget et klart valg – at hjælpe med at beskytte planeten og bevare Arktis,” siger Chief Administrative Officer og General Counsel i Nike, Inc., Hilary Krane.

Hos Ocean Conservancy glæder man sig over partnerskabet.

”Ocean Conservancy bifalder Nike for at anerkende det overliggende problem, som er, at klodens helbred er et fællesansvar, og mener, at annonceringen vil anspore til meget tiltrængte handlinger for at forhindre risikabel skibsfart gennem Arktis. Vi håber, at yderligere forpligtelser til at reducere emissioner fra global skibsfart vil dukke op,” siger adm. direktør for Ocean Conservancy, Janis Searles Jones.

Foruden Nike har også blandt andre Bestseller og H&M skrevet under på aftalen om ikke at sende skibsfragt gennem det skrøbelige arktiske økosystem.