I denne uges korte nyheder kan du blandt andet læse om et milliontab hos modegiganten Zalando, den nye H&M Moschino-kollektion og om en konkurrence, hvor en ung modedesigner er med som finalist.

 
H&M Moschinos kollektion rammer snart butikkerne

H&M slår sig hvert år sammen med et anerkendt modebrand, hvor de sammen skaber en fælleskollektion, der typisk gør dyrt mærkevaretøj billigere. Denne gang samarbejder den svenske modegigant med Moschino designeren Jeremy Scott, som siden 2013 har gjort Moschino populært blandt ’instagram-generationen’.

Kollektionen indeholder blandt andet dunjakker og bukser med blanke cd-skiver som motiv, og bling i form af sort, guld og sølv. Jeremy Scott arbejder i kollektionen med sin egen nostalgi i forhold til perioder i musik, medier og mode.

H&M håber at samarbejdet skaber hype og lange køer, da Jeremy Scott har udviklet sig til at være et stykke popkultur.

Kollektionen blev introduceret i udvalgte H&M-butikker torsdag den 8. november.

Foto: H&M Moschino – Jeremy Scott

 

Ung modedesigner blandt finalister

FindersKeepers har indgået et samarbejde med den bæredygtige konceptbutik Yume om den nye designkonkurrence Smukt x Bæredygtigt. Konkurrencen skal vise forbrugerne, hvordan man kan indrette sig bæredygtigt og integrere en bæredygtig livsstil i hverdagen.

Til weekendens FindersKeepers marked, den 10. til 11. november i Lokomotivværkstedet i København, kåres vinderen af konkurrencen. De 10 finalister får deres design udstillet under FindersKeepers. Blandt finalisterne er den unge modedesigner Stine Sandermann, som for nyligt også har vundet international anerkendelse.

Vinderen af konkurrencen får 10.000 kroner, samt vejledning fra medlemmer af juryen og eksponering på FindersKeepers kommunikationskanaler.

Foto: Sandermann

 

Online tøjgigant har tabt millioner trods øget salg

Et regnskabsår, der startede med optimisme med vækst og et forbedret driftsresultat, erstattes nu af et underskud, ifølge det nyligt offentliggjorte 3. kvartalsregnskab for Zalando.

I 3. kvartal fremviser Zalando en vækst i omsætningen på 11,7 procent, til nuværende 1,20 mia. euro. Antallet af aktive kunder er øget med en halv million, 25,1 mio., hvilket svarer til 6 procent af den europæiske befolkning. Antallet af ordre er i juli, august og september steget med 22,8 procent til 27,7 mio.

Trods øget antal af kunder og ordrer er driftsresultatet faldet, og Zalando ender med et underskud på 38,9 millioner euro.

”Vi er ikke tilfredse med vores finansielle resultater i tredje kvartal,” skriver adm. direktør Rubin Ritter i en pressemeddelelse.

Det negative resultat skyldes en sløv start på sæsonen samt højere omkostninger. De højere omkostninger skyldes ineffektiv behandling af tilbageleveringer, som begrundes med operationelle fejl. Der er yderligere foretaget store investeringer i logistik og transport, skriver Zalando i regnskabet.

Mens ledelsen er utilfredse med tabet, så er det tilfredshed med den øgede kundebase.

Den tyske tøjkoncern blev stiftet i 2008 i Berlin og sælger tøj, sko og accessories fra en lang række brands. Zalandos første år var omtumlede, men koncernen er nu blevet en af de største online tøjbutikker i Europa.

Foto: Zalando