Den 3. februar løftede Zalando og Copenhagen Fashion Week sløret for, hvilket brand der vandt den tredje udgave af Zalando Sustainability Award. “Det betyder vitterligt alting for os,” udtaler vinderen.

I går blev det endelig afsløret, hvem der vandt den tredje udgave af Zalando Sustainability Award, der afholdes i samarbejde med Copenhagen Fashion Week.

Prisen har til formål at opfordre modebrands til at udforske bæredygtige alternativer og derigennem skabe en mere bæredygtig industri. I år var danske Iso.Poetism By Tobias Birk Nielsen og Tomorrow Denim samt tyske Fassbender finalister.

 

Vinderen er…

Vinderen blev danske Iso.Poetism By Tobias Birk Nielsen, der særligt imponerede med brandets tilgang til bæredygtighed og brug af innovative farveteknikker.

Ifølge juryen har kollektionen, der blev fremvist under Copenhagen Fashion Week, vist brandets etos omkring at genbruge, når det er muligt.

Iso.Poetism By Tobias Birk Nielsen modtager en finansiel præmie på 20.000 Euro og et partnerskab med Zalando om at udarbejde en kollektion, der vil fokusere på mere bæredygtige løsninger på tværs af materialer, produktionsprocesser, teknologiske tilgange og gennemsigtighed. Zalando giver adgang til et bredt udvalg fra SS 22-kollektionen, der blev vist ved modeugen, til platformens kunder på tværs af 23 europæiske markeder.

“Et af de vigtigste kriterier for udvælgelsen af vinderen var, hvordan finalisterne kombinerede modesans med bæredygtighed, og her ramte Iso.Poetism By Tobias Birk Nielsen virkelig plet med sit materialevalg og det tidløse samt langtidsholdbare design,” udtaler Sara Diez, VP for Category Women og Private Labels hos Zalando, og fortsætter:

“Vi ser frem til at arbejde med Iso.Poetism By Tobias Birk Nielsen om at udforske bæredygtig innovation og gøre bæredygtighed mere attraktivt end nogensinde før. Med et fokus på gennemsigtighed og vidensdeling om effekten af materialer, håber vi at kunne gøre det lettere for forbrugerne at tage mere bæredygtige valg.”

 

En lærerig proces

Tobias Birk Nielsen, Creative Director i Iso.Poetism By Tobias Birk Nielsen, er både stolt og ydmyg over at modtage prisen.

“Det betyder vitterligt alting for os! Det har været en utrolig lærerig proces og en stor oplevelse af være en del af Zalando Sustainability Award. Indtil nu har vi taget bæredygtige beslutninger som en naturlig og logisk del af vores proces og fokuseret på at implementere dem internt i alt, vi laver, fra designprocessen til vores logistiske fodaftryk. Men at have været en del af det her har gjort, at vi kommunikerer vores mere bæredygtige idéer til resten af verden og ikke kun internt på vores travle arbejdsplads,” siger han og fortsætter:

“At vinde prisen har kun gjort os mere motiverede til at fortsætte rejsen og at skabe en endnu mere ambitiøs bæredygtighedsvision for brandet. Alle i mit ydmyge team har gjort en utrolig indsats for at få det her i luften, og det på trods af de mange projekter, vi også arbejder på i denne periode, og jeg er så taknemmelig og stolt af, hvad vi har opnået sammen.”

De andre finalister, Fassbender og Tomorrow Denim, blev også anerkendt af juryen for at være strålende eksempler på brands, der integrerer bæredygtighed i deres forsyningskæder og skaber skræddersyede styles.

Finalisternes kollektioner blev præsenteret til Copenhagen Fashion Week ved et digitalt show i Nikolaj Kunsthal. Kollektionerne blev også vist frem i Zalando Greenhouse, som er et digitalt showroom.

 

Foto: Iso.Poetism By Tobias Birk Nielsen