Både dame- og herretøjsmessen i Vejle i februar er veloverstået. TØJ har talt med en glad og tilfreds ansvarlig for messerne, Charlotte Strøm.

Denne sæsons modemesser inden for både herre- og dametøj i Vejle er nu veloverstået. Begge messer afholdes to gange om året, hvor næste sæsons messer finder sted i august 2019.

Den fuldt bookede herretøjsmesse foregik fra søndag den 10. til mandag den 11. februar 2019, mens dametøjsmessen løb af stablen fra søndag den 24. til tirsdag den 26. februar.

 

En herretøjsmesse lige efter planen

Februarudgaven af herretøjsmessen kunne melde fuldt booket og repræsenterede en stærk palette af udstillere inden for herretøj og -tilbehør.

Ansvarlig for messen, Charlotte Strøm, er fuldt tilfreds med herretøjsmessen. Hun fortæller til TØJ, at messen emmede af koncentrerede udstillere og købestærke kunder.

”Messen er supereffektiv med stor fokus på indkøb og handel. Især søndag summede af koncentration og god stemning. Messen handler om at ekspedere en masse kunder på kort tid, og samtidig kan kunderne skabe synergi i deres indkøb.”

Konceptet for messen går ud på, at messen er udstillernes showroom i de to dage, som messen varer. Udstillerne sørger selv for markedsføring og booking af aftaler med eventuelle indkøbere.

På herretøjsmessen udstillede blandt andet JBR Agencies og Pierre Cardin.

 

Stigning i besøgstallet til dametøjsmesse

I fuldt solskinsvejr slog dametøjsmessen, Modemessen Vejle, dørene op for indkøbere og besøgende søndag den 24. februar 2019.

Ligesom herretøjsmessen var det især messens første dag, der trak besøgstallet betydeligt op.

”Især søndag gav trængsel ved standene, hvor der flere steder var kø. Nogle udstillere måtte tilkalde ekstra assistance til at ekspedere alle. Enkelte havde så travlt, at de måtte ekspedere kunder både før og efter den officielle åbningstid,” fortæller Charlotte Strøm, der, ligesom med herretøjsmessen, er yderst tilfreds med, hvordan de tre dage messedage forløb.

Hun fortæller også, at flere udstillere meldte om en god messe med glade og positive kunder.

Der var i alt 82 udstillere inden for dametøj, lingeri og bijouteri som for eksempel Marc Lauge, Godske Group, Skovhuus Strik og Wacoal.