”Ved kombinationen af den fysiske tilstedeværelse og det digitale univers skaber vi den bedste oplevelse.” Sådan lyder det fra Revolver, der nu tager det næste skridt i deres digitale udvikling af messen, hvor de har teamet op med tech-virksomheden Traede.
Revolver er gennem de seneste år blevet kendt for sin unikke og uformelle stemning, hvor små og store brands står side om side i hjertet af København. I de seneste år har messen ligeledes arbejdet med flere digitale løsninger, der alle supplerer den fysiske messe ved at bygge bro mellem brands, indkøbere og presse.
Nu tager Revolver det næste skridt i deres digitale udvikling – nemlig ved etableringen af digitale showrooms i samarbejde med tech-virksomheden Traede, der er specialiseret i digitale wholesale-løsninger målrettet modebranchen, oplyses det i en pressemeddelelse.
Samarbejdet bunder i et fælles ønske om at støtte op om branchen og skabe den stærkest mulige platform for de udstillende brands – noget, som coronapandemien har sat ekstra fart på.
”For Revolver er det lige så vigtigt at fastholde og udvikle den fysiske messe og modeuge, som det er at udvikle os med relevante digitale løsninger. Derfor er det jo også helt fantastisk, at have eksperterne fra Traede til at udvikle vores nye digitale showrooms. Sammen og i kombinationen af den fysiske tilstedeværelse og det digitale univers skaber vi den bedste oplevelse og det stærkest mulige produkt,” fortæller adm. direktør for Revolver, Christian Maibom, i pressemeddelelsen.
Åbner op for nye muligheder
De digitale showrooms giver de besøgende indkøbere mulighed for endnu bedre research inden messen, ligesom den giver de indkøbere, der på grund af Covid-19 er forhindret i at møde fysisk op, mulighed for at browse og indkøbe varer digitalt.
Konceptet vil blive integreret med Revolvers eksisterende digitale platform under fællesbetegnelsen ’Revolver Bridge’, hvor hvert udstillende brand får deres eget showroom. Her kan de blandt andet importere deres produkter, booke online salgsmøder og præsentere med video og billedmateriale til indkøbere.
”Hverken den fysiske eller digitale løsning kan stå alene”
Traede er begejstrede for samarbejdet med den københavnske messe og ser frem til at stille en stærk digital løsning til rådighed for de udstillende brands.
”Samarbejdet med Revolver er en fantastisk mulighed for Traede til at bidrage med alt vores ekspertise og know-how til modebranchen. Traede stiller betingelsesløst en superstærk digital løsning til rådighed for de udstillende brands på Revolver. Endelig er samarbejdet med Revolver naturligvis også en mulighed for at udbrede kendskabet til vores core-business, nemlig digitale løsninger til mode og livsstilsbranchen,” udtaler CCO og Partner i Traede, Kian Bahari.
Christian Maibom understreger dog, at hverken den fysiske eller digitale løsning kan stå alene:
“Vi er stolte over at kunne præsentere Revolver Bridge, der i kombination med den fysiske messe, helt sikkert vil optimere det samlede outcome af Revolver for hver enkelte udstiller. Dette sagt i overbevisning om, at hverken den fysiske eller digitale løsning kan stå alene. Og slet ikke i den tid vi går i møde, hvor udfordringerne hverken kan løses af individuelle helte, videomøder eller e-mails alene. Det kan kun ordnes i fællesskab, ved samtale og med fysiske møder, såfremt det er muligt og således også i kombination med Revolver Bridge, der er et effektivt redskab, når indkøberne skal forberede sig inden messen og i den opfølgende dialog mellem brand og indkøber.”
Foto: Traede