Til sommer løber fjerde udgave af Zalando Sustainability Award af stablen, og der er netop åbnet for ansøgninger. Finalisterne udvælges af en international jury bestående af repræsentanter for modebranchen, Zalando og Copenhagen Fashion Week.

Under modeugen i februar blev det afsløret, hvem der vandt tredje udgave af Zalando Sustainability Award. Nu melder Zalando ud, at de fortsætter samarbejdet med Copenhagen Fashion Week – og dermed åbner for ansøgninger til den fjerde Zalando Sustainability Award.

Målet med prisen er at opfordre brands til at udforske bæredygtige alternativer og anerkende brands, der allerede gør deres for at skabe en mere bæredygtig modebranche. Zalando ønsker at bruge sin platform til at facilitere samarbejde på tværs af modebranchen og sætte fokus på brands, der deler den samme vision.

 

Finalister udvælges i maj

Sidste chance for at sende en ansøgning ind er den 25. april 2022, og den 9. maj bliver de tre finalister annonceret. De udvælges af en international jury bestående af repræsentanter for modebranchen, Zalando og Copenhagen Fashion Week.

Alle tre finalister modtager 25.000 euro til produktionsomkostninger og bliver en del af Copenhagen Fashion Weeks program, der løber af stablen den 9.-12. august. Juryens medlemmer vil vurdere hvert brands bæredygtighedsstrategi og gennemsigtighed samt dets dedikation til bæredygtige teknikker og udvikling.

Vinderen bliver annonceret den 11. august under Copenhagen Fashion Week 2022. Det vindende brand modtager en præmiesum på 20.000 euro og et partnerskab med Zalando om at udvikle en eksklusiv capsule-kollektion.

Kollektionen vil udforske bæredygtige løsninger i design og innovation på tværs af materialer, produktionsprocesser og teknologi med det mål at lære nyt, som kan deles med resten af branchen. Derudover bliver den tilgængelig for kunder i Zalandos 23 europæiske markeder.

Læs mere og ansøg

 

Foto: Zalando x CPHFW