Et nyligt indgået samarbejde med en dansk designer skal give nyt liv og sætte farver på Irmas hylder.
Et nyt samarbejde har set dagens lys. Den danske designer og multikunstner Henrik Vibskov står nemlig bag en limited edition af Irmas kendte kinasko. Samtidig vil kunderne i Irma også kunne finde flotte stofnet fra den danske kunstners hånd, der alle er lavet af såkaldt deadstock, som er stofrester fra designerens tidligere kollektioner.
Det er ikke første gang, at Irma sætter kunst på hylderne. Irma har tidligere arbejdet med at formidle kunst på dåser og poser for at gøre kunst tilgængelig for alle.
”Men i stedet for en dåse blev det en Irma-sko. Min metier er jo, at jeg arbejder i tekstil, og derfor var det oplagt med produkter i tekstiler,” siger designer Henrik Vibskov i et interview med Irma.
Kinaskoen er en ægte klassiker i Irma, men den har fået nyt liv under Henrik Vibskovs kyndige behandling.
”I mine tidligere værker har naturen og madvarer spillet en stor rolle, og derfor synes jeg, at det kunne være interessant at lave et farverigt svampemønster til den historiske kinasko. Det var vigtigt for mig, at skoen samtidigt blev gjort mere brugbar, så derfor er bunden også blevet forsynet med en ekstra grøn belægning under sålen. På den måde har den nærmest fået et nyt og ekstra liv – og kan nu også bruges udendørs,” fortæller Henrik Vibskov.
Udover den farverige sko, vil kunderne også støde på mere end 40 forskellige slags stofnet, som er blevet skabt af stofrester fra designeres tidligere kollektioner. På den måde bliver det muligt at genbruge de mange rester, og intet bliver smidt ud. Desuden får Irma muligheden for igen at drysse lidt kunst ind i hverdagen.
”Kunst hører ikke kun til på museer og som haute couture på catwalken. Hengemt i glasmontrer og for de få. Den skal ind i hverdagen og ned på fødderne. Derfor har vi også glædet os umådeligt meget til at præsentere dette samarbejde med Henrik Vibskov – en helt særlig og meget beundringsværdig kunstner – som har kastet sin kærlighed og kreativitet ud over et udvalg af vores elskede hverdagsobjekter,” siger marketingchef i Irma Lise Hørdam.
Foto: Irma+Vibskov kinasko