I den verserende klimadebat står modebranchen ofte for skud, men der bliver ikke talt om de samfundsudfordringer, som nedlæggelse af tøjproduktion og dermed stigende arbejdsløshed rundt om i verden vil medføre.
Tidsåndsklumme af Poul Erik Jakobsen, erfaringsramt strategi- og bestyrelsesrådgiver, stifter og tidligere ejer af pej gruppen, scandinavian trend institute
For nylig kunne man i BT læse, at partiet Alternativet var blevet højrøstet og hidsig over, at Annette Heick mente, at udskamningen af alt og alle i forbindelse med klimakampen var gået over gevind. Rasmus Nordquist fra partiet var forarget, indigneret, og det der er værre, over, at Annette Heick ikke troede på det, som forskerne sagde om, at vi var på vej mod ragnarok.
Annette Heick klarer nok udskamningen. Hun har travlt med hovedrollen i ’Mamma Mia’-musicalen i Tivoli, hvor tre mulige fædre til hendes datter kappes om hendes og datterens gunst. Uheldigvis kom alle de tre potentielle fædre flyvende til de græske øer, hvor musicalen udspiller sig. Heldigvis er det en fiktiv historie, for ellers skulle musicalen nok også udskammes og forbydes.
Snart sagt alt bliver udskammet i øjeblikket (flyrejser, kødspiseri, netflixeri, dieselkørsel mv.), hvilket blærerøven Mads Christensen kortlagde for kort tid siden i sin klumme i Berlingske. Det nyeste er udskamningen af specielt SUV-bilerne.
Modebranchen får også sine klø hos de højhellige. Seneste udspil kommer fra Else Skjold, som er lektor på Kunstakademiets Designskole i København. Det foregår i både tekst og podcast i Information, som om af nogen kaldes ’klimamenighedens medlemsblad’. I Information slår Else Skjold til lyd for, at 95 procent af al tøjproduktion skal stoppes, og at syerskerne i Fjernøsten skal omskoles til at omsy alt det tøj, vi som vesterlændinge ikke bruger i bund. På den måde kunne vi forny og skabe mere genbrug.
Hvordan vores aflagte beklædning så skal fragtes til Bangladesh og Kina og retur, meldes der ikke noget om. Jeg kan eventuelt foreslå bambus-robåde med afgang fra Aarhus med Greta Thunberg som flådechef. Det lyder nemlig lige så virkelighedsfjernt som Else Skjolds forslag, da en nedlæggelse af 95 procent af al tøjproduktion giver uendelige mængder arbejdsløshed og dermed samfundsmæssige udfordringer på et helt andet plan.
Hvad er rationelt?
Der er mange ting, der burde forbydes i denne verden, hvis rationale var den eneste målestok.
Der dør over 3.000 mennesker i trafikken hver dag på kloden, så stop al bilkørsel. Der dør over 1.000 danskere hver vinter af influenza, så stop al influenza. Og så videre….
For nylig kunne man også læse, at den største udfordring for klimaet ikke er modebranchen, flyindustrien eller lignende, men at vi alle lever meget længere end tidligere generationer. Og at det myldrer med folk på kloden, der er over 65 år. Der er rationelt to måder at løse klimaudfordringerne på, hvis det er de gamle, der er problemet. Krads alle deres penge ind, og byg 100 millioner vindmøller for pengene og/eller tilplant alle motorveje med træer, for så sættes der samtidig en stopper for bilkørslen. Den anden mulighed er at slå de gamle ihjel. Gerne på en human måde, med en stærk dosis et eller andet. Eneste krav er at det skal virke hurtigt.
Modebranchen som den store synder
Med hensyn til modebranchen så mener ’forskerne’ utrolig meget. De kan nemlig ikke blive enige om, hvor stor en del af CO2-udledningen, der stammer fra industrien.
Jeg har læst kloge beretninger fra statsstøttede forskere fra hele verden, der mener, at udledningen fra modebranchen er mellem seks og 16 procent. Hermed skal der lyde en opfordring til at blive enige. Det er nemlig en god ide, inden man starter på den praktiske rejse med at gøre ting bedre i modebranchen. At stoppe 95 procent af al modeproduktion ved lov er lige så åndsvagt som en i kommentarfeltet til Else Skjolds ideer udtrykker det:
“Den kapitalistiske markedsøkonomi er syg og ødelægger vores klode. Vi skulle hellere satse på statstildeling af beklædning to gange om året. En lyseblå Kansashabit om foråret, en mørkeblå om efteråret, plus lidt undertøj”.
Det prøvede Mao også for mange år siden, men den gik ikke. Folket gjorde oprør. De ville hellere have bolig, mad, tøj, ferie med løn og en Huawei-mobiltelefon og meget andet.
Sjovt nok så kommer alle de ’gode’, men ikke særlig konstruktive udskamningsforslag fra en gennemsnitlig yngre generation, og klimakampen har da også alle muligheder for at udvikle sig til en alvorlig generationskamp. Inden da kan man kun appellere til de mest radikale, at man ud over forskerne også lytter fil historikerne. De kan nemlig fortælle, at den ældre generation også har været bange.
Først var det 2. verdenskrig, så var det atombomben, så blev vi i 70’erne bange for, at vores fremtid blev ødelagt, da forskerne sagde, at der kun var olie nok i verden til slut 80’erne. Derefter mente andre forskere, at vi var på vej mod en ny istid, og efterfølgende mente forskerne, at Aids potentielt kunne udrydde jordens befolkning, og så kom Sars, Ebola og nu Corona.
Hvad bliver det næste? Måske skulle vi smadre alle vore tablets og smartphones, inden det er for sent. De bruger så meget energi på verdensplan, at selv modebranchen taber i kapløbet om at blive det største miljøsvin.
Verden er kompliceret, og livet kan man dø af. Det kan man også af bekymringer og stress, men det at promovere konstruktivitet og løsninger i stedet for alarmisme, dør man ikke af. Det kan derimod skabe både håb og jobs.
Så hermed en opfordring til de klimabekymrede: Tag på et halvt års praktik i virkeligheden. Jeg er sikker på, at der findes mange modevirksomheder, der gerne stiller et skrivebord, en sælgerbil eller et lagerjob til rådighed.
Holdningen i klummen er skribentens egen og er ikke nødvendigvis udtryk for redaktionens holdning.
