Børnetøjsvirksomheden kan i nyt regnskab fremvise en vækst i omsætningen på 20 procent og øget overskud på bundlinjen. En målrettet vækstrejse de sidste år er lykkes, og virksomheden ser lyst på fremtiden.

Opdateret med regnskabstal den 17. marts kl. 09.53

Brands4Kids A/S, der sidste år oprustede med ny COO og desuden præsenterede et regnskab med vækst efter fusion, kan endnu en gang fremvise fremgang i det nyeste regnskab. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse. Omsætningen er steget med 20 procent, og overskuddet er steget med 80 procent.

”Det er da med en vis tilfredshed, at vi efter to år med konstante udfordringer som følge af corona-tiden kan se, at vores strategi giver resultater. Vores årsresultat for 2021 vidner om, at vi har et stærkt fundament med loyale kunder samt et unikt team af medarbejdere, som kæmper for, at vi er ‘Ready4More’,” udtaler Erik Andreæ, CEO hos Brands4Kids, i pressemeddelelsen.

Det nye regnskab viser, at bruttofortjenesten stiger til 78,5 mio. kroner mod 58,6 mio. kroner i 2020. Årets resultat lander på 27 mio. kroner i 2021, hvor det året før var på 14,8 mio. kroner. Egenkapitalen får også et løft og ender på 75,1 mio. kroner i det nye regnskab mod 56,3 mio. kroner året før.

 

Et stabilt fundament

For Brands4Kids er det vigtigt, at kunderne kan handle én i deres tre hovedkategorier: basic, fashion og outdoor. Derfor har de skabt en forretning, hvor forhandlere i hele verden kan foretage en stor del af deres indkøb i de 11 brands, Brands4Kids tilbyder.

”Vi har over de sidste år arbejdet målrettet på at styrke vores position på eksporten og havde en målsætning om, at Tyskland skulle være vores største marked – det er nu lykkes via fokus på vores forretningsområder og det partnerskabskoncept, vi tilbyder vores kunder,” fortæller Michael Nederby, salgsdirektør hos Brands4Kids, og fortsætter:

”Vi har i dag fået opbygget et kundegrundlag, som sikrer os et stabilt fundament, hvilket gør, at vi har mulighed for at tilbyde en bred palet af varekategorier, der passer ind hos de kundetyper, vi har i Europa. For os har det været vigtigt, at kunderne forstår, at vi et multibrand-hus, og det er den rejse, vi har været på de sidste år og kan se, at vi er lykkes med.”

 

‘Get the basic done’

Hos Brands4kids er bæredygtighed efterhånden et lige så stort tema, som det at sikre trendsættende og salgbare kollektioner til børn. Over de sidste par år har virksomheden arbejdet på at højne standarden for virksomhedens ESG-politik og forberede sig på, at de stigende forventninger, der er til tøjbranchen omkring bæredygtighed, kan efterleves.

Brands4Kids A/S har fokus på bæredygtighed og målet er, at virksomheden løbende rykker sig endnu længere op ad det bjerg, som skal bestiges, for at være ‘compliance’.

”Det at være ‘compliance’ i dag kræver ekstremt meget, og vores mål er klart, at vi, som udbyder af produkter og brands til børn, skal være på mærkerne, når det gælder bæredygtighed, og hvorledes vi som virksomhed agerer i denne jungle af regler og krav, som stilles til os,” fortæller Erik Andreæ og fortsætter:

”I dag er mange medarbejdere i organisationen beskæftiget med CSR og alt det, som hører ind under det at leve op til ikke bare de 17 verdensmål, men i endnu større grad det at kunne leve op til de compliance-krav, som kunderne stiller.”

Brands4Kids er i dag GOTS-certificeret, medlem af BSCI og i gang med at formalisere måden at arbejde med bæredygtighed på i hele værdikæden fra leverandør til slutbrugeren. Målet er ikke blot at være certificeret, men også at sikre, at en større del af de metervarer, som virksomheden anvender, er både bæredygtige og kommer fra genbrugelige materialer.

”Vi har defineret vores bæredygtighedsrejse ud fra en pyramide, hvor ‘bunden’ er fundamentet og det, vi kalder ‘Get the basic done’. Dette betyder, at vi grundlæggende skal have styr på vores valg af leverandører, valg af metervarer, samt at den kvalitetskontrol, vi laver på fabrikkerne, er i top. En rejse, som vi betragter som en ‘never ending story’, men som helt sikkert både er nødvendig – også i fremtiden – for at være den foretrukne partner,” siger Erik Andreæ.

 

Forventninger til fremtiden

Brands4Kids forventer en fortsat vækst i årene fremover, men blandt andet urolighederne i Ukraine fylder ved virksomheden.

”Vi er jo i et segment med baby- og børnetøj, som ofte ikke er så hårdt påvirket, når der er høj- eller lavkonjunkturer, finansielle kriser med videre,” fortæller Erik Andreæ og afrunder:

“Det som sker i Ukraine i disse her dage, er jo nok en af de værste situationer, vi i Europa har oplevet i mange år. Så det er klart, at vi har et vågent øje på, hvad der sker, og hvilken påvirkning det får på os i de kommende år. Vi har en sund virksomhed i dag og kan klare år med udfordringer, samt vores organisation har vist, at de er klar til forandringer og yde en stor indsats, når der opstår udfordringer – hvilket vi specielt så under coronapandemien”.

 

Foto: Brands4Kids