Hvor der tidligere var røde tal på bundlinjen, har Hummel lige præsenteret sit bedste resultat i virksomhedens knap 100-årige historie. “Som sportsbrand har vi en vindermentalitet,” siger CEO, Allan Vad Nielsen.

Overskuddet i 2021 nåede 115 millioner kroner for det danske sportsbrand Hummel, og resultatet er det bedste, virksomheden nogensinde har præsteret. Omsætningen er samtidig steget med 38 procent, og en omsætning på to milliarder kroner er nu inden for rækkevidde. 2020 bød på nedlukninger inden for idrætslivet og i detailhandlen, men Hummel satsede og investerede – en taktik, som resulterede i en omsætningsstigning på 511 millioner kroner.

”Som sportsbrand har vi en naturlig vindermentalitet, og det skinner virkelig igennem hos vores medarbejdere, der via engagement og omstillingsparathed har været med til at levere et fantastisk comeback i 2021. Det understreger endnu engang den unikke kultur i Hummel, hvor vi løfter i flok og hele tiden spiller hinanden bedre i dagligdagen,” siger CEO i Hummel, Allan Vad Nielsen, i en pressemeddelelse.

Særligt udviklingen på det tyske marked har gjort en positiv forskel, for her har Hummel tredoblet sin samlede forretning over de seneste tre år.

”Vi har aldrig været i tvivl om det store potentiale på det tyske marked, men det er først de senere år, at vi for alvor har fået et gennembrud i markedet. Derfor forventer vi også at kunne fortsætte væksten på det tyske marked i 2022 – og det gælder både online og offline. Samtidig har vi store forventninger til vores nye fodboldsponsorat i FC Köln, der træder i kraft fra sommeren 2022,” fortæller Allan Vad Nielsen.

Andre succeser

Ikke kun det tyske marked har gjort en positiv forskel for Hummels resultat. Danmark, Norge og Sverige har sammenlagt også stået for en vækst på 35 procent, og derudover har sportsbrandet haft stor succes med at øge den digitale omsætning. En omsætning, som det nu er lykkedes Hummel at fordoble for tredje år i træk. Dog er det fortsat wholesale, der udgør hummels største forretningsområde.

”Flere af vores konkurrenter har valgt at nedprioritere wholesale, og det har efterladt et hul i markedet, som vi forsøger at udnytte til at styrke vores tilstedeværelse og være en endnu stærkere samarbejdspartner for vores kunder. I de seneste tre år har vi virkelig formålet at erobre markedsandele i wholesale, og med en samlet vækst på 30% procent i 2021 er det fortsat en absolut topprioritet for os,” siger Allan Vad Nielsen.

Selvom situationen i Ukraine er bekymrende og skaber usikkerhed omkring markedssituationen, er Hummel fortrøstningsfulde for resten af 2022.

”Vi har fået en positiv start på 2022, hvor vi vækster hele vejen rundt i forhold til vores rekordår i 2021. Men hvis der er noget, corona har lært os, så er det, at man aldrig skal tage noget for givet. I det nuværende marked er det nærmest umuligt at spå om, hvordan verden ser ud om seks måneder, og derfor handler det i høj grad om at være omstillingsparat og løbende tilpasse sig markedsforholdene. Det er vi lykkes ganske fint med indtil nu, men vi har stadig kun spillet første halvleg, så tiden må vise, hvordan det ender med at se ud, når året er gået,” lyder det fra Allan Vad Nielsen.

I regnskabet indgår også de tre brands; Newline (løbetøj), Halo (modetøj) og Sometime Soon (børnetøj).

 

Foto: Allan Vad Nielsen, Hummel