Det danske modebrand er gået sammen med en forhandler i Skagen og har åbnet en pop up-butik i den populære ferieby.

Tiden står ikke stille hos Basic Apparel, efter modebrandets deltagelse i DR-programmet Løvens Hule i 2020.

I foråret 2021 indberettede Basic Apparel sit 2020-regnskab med en rekordomsætning på 17,4 mio. kroner, og for nyligt annoncerede virksomheden ansættelsen af Ulrich Bækgaard som salgschef, der skal sætte Basic Apparel på verdenskortet.

Basic Apparel starter med at sætte en nål i Danmark, hvor modebrandet netop har åbnet sin første butik i Skagen. Det oplyser direktør Camilla Balle til TØJ – Fashion & Business Trends.

”Jeg var på ferie i Skagen med min familie og forelskede mig i byen. Jeg tog fat i vores gode forhandler Number Nine i Skagen og spurgte, om de kunne være interesseret i at åbne en butik sammen med os – og det ville de gerne,” fortæller hun og fortsætter:

”De har haft butik i Skagen i mange år og kender byen og kunderne rigtig godt. De har knowhow, mens vi har produkterne, så jeg synes, det er et rigtig godt match. Og så giver det sikkerhed for os, at vi samarbejder med mennesker, der ved, hvad de har med at gøre, når vi sidder i København til dagligt.”

 

Arbejder på at åbne flagskibsbutik

Butikken i Skagen er i første omgang en pop up-butik, der er åben helt frem til uge 42. Hvis det bliver en succes, kan lejen af lokalet forlænges. Og så er det en gode måde at få erfaring med retail, fortæller Camilla Balle.

”Vi arbejder på at åbne vores første flagskibsbutik inde i København, men vi leder efter det helt rigtige lokale. Butikken i Skagen er indtil da en god måde for os at få erfaring med retail på. Nu prøver vi det af hen over sommeren, og hvis det bliver en succes, så har vi mulighed for at forlænge lokalet,” siger hun afslutningsvist.

 

Foto: Basic Apparel