Den 11. januar 2020 åbnede den danske designer Cecilie Bahnsen dørene til sit første butikskoncept.

Den danske designer Cecilie Bahnsen, som mest er kendt for sine voluminøse og feminine kjoler, åbnede tilbage i marts sin egen webshop. 

Nu er designeren gået skridtet videre og har netop åbnet sit første butikskoncept. Konceptet, som er en shop-in-shop, åbnede den 11. januar 2020 på Dover Street Market i London Mayfair.

Dover Street Market spillede allerede en vigtig rolle for Cecilie Bahnsen tidligt i hendes karriere, idet de eksklusivt havde Cecilie Bahnsens debutkollektion på lager i både New York og London et år før designerens første show under den københavnske modeuge. Derfor er Cecilie Bahnsen også ekstra glad for at have åbnet sit første butikskoncept netop her.

”Det har altid været en ære at være hos Dover Street Market,” lyder det fra Cecilie Bahnsen i en pressemeddelelse, hvori hun fortsætter:

”De har altid forstået og opmuntret vores kreative vision lige siden begyndelsen. Jeg føler en tæt relation med dem. Dover Street Market har en ægte kærlighed til kreativitet og håndværk. Det er hjemstedet for rigtig mange brands, som jeg beundrer.”

Shop-in-shop-butikken i Dover Street Market i London Mayfair er designet af Cecilie Bahnsen i samarbejde med nære venner af brandet og afspejler brandets sensibilitet, moderne femininitet og skandinaviske enkelthed.