Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen er med i ejerkredsen hos Easy Live Sales, der i dag lancerer den første streamingplatform for liveshopping i Danmark.
Easy Live Sales, også kendt som ELISA, går i dag i luften med Sprii, der er en ny streamingtjeneste dedikeret til liveshopping. Virksomhedens adm. direktør Christian Vester har store forventninger til modtagelsen af den nye streamingplatform, da der i Asien findes lignende platforme, som oplever stigende popularitet.
“Vi har set en stor efterspørgsel blandt forbrugerne på en streamingtjeneste, der samler alt liveshopping-indhold ét sted,” siger Christian Vester, der er adm. direktør i Easy Live Sales, i en pressemeddelelse og uddyber:
“Derfor har vi skabt Sprii.live, et online inspirationsunivers med tusindvis af salgsvideoer. Det bliver liveshoppernes svar på Netflix og YouTube.”
Sprii bliver den første markedsplads på nettet, der er forbeholdt liveshopping, hvor forskellige brands kan promovere deres videoer. Ifølge Christian Vester har flere hundrede forretninger allerede vist interesse for at blive en del af streamingtjenesten.
Underholdning, inspiration og fællesskab
Ifølge en rapport fra Dansk Erhverv benytter hver femte dansker liveshopping med jævne mellemrum, og det fremgår af rapporten, at de væsentligste motiver for at liveshoppe er underholdningsværdien, fællesskabet og muligheden for at blive inspireret.
Et af de brands, der vil bruge Sprii til at underholde, inspirere og dyrke fælleskabet er Eyda, der laver sportstøj til kvinder. På Sprii er der netop fokus på underholdning, inspiration og fællesskab.
“Liveevents handler om meget andet end salg for os. For eksempel bruger vi live-formatet til at træne sammen med vores følgere og til at gå i dybden med vores kollektioner. Vi vil gerne møde vores kunder i øjenhøjde og give plads til spørgsmål, inspiration og vejledning. Dét kan vi gøre, når vi går live på sociale medier – og lige straks også på Sprii”, siger Mette Lyngholm, grundlægger af Eyda.
Easy Live Sales blev stiftet i 2021 og faciliterer liveshopping. Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen er blandt investorerne i virksomheden.
Foto: Easy Live Sales