”Vi så muligheden for at vende krisen til en styrke,” fortæller adm. direktør i Mr, Frank Skovgaard, som trodser coronakrisen og opkøber væsentlige dele af konkursramt indkøbsforening.

Mens flere virksomheder i detailbranchen føler sig nødsaget til at lægge låg på fremtidsambitionerne eller ligefrem dreje nøglen om, har tøjkæden Mr valgt at trodse krisen og investere i fremtiden.

Mr opkøber nu væsentlige dele af indkøbsforeningen Dress Partner, som i slutningen af marts gik konkurs som følge af Covid-19. Det oplyser den danske herretøjskæde i en pressemeddelelse.

Opkøbet sker efter, at Mr og Dress Partner oprindeligt arbejdede mod en fusion – en fusion, som coronavirusset satte en brat stopper for. Nu har 44 af Dress Partners butikker takket ja til tilbuddet om at slutte sig til Mr.

”Vi så muligheden for at vende krisen til en styrke. Hele detailleddet er under pres, og ved at vi nu samler tropperne, ser fremtiden langt mere positiv ud,” fortæller adm. direktør hos Mr, Frank Skovgaard i pressemeddelelsen.

Også den tidligere adm. direktør hos Dress Partner, Thomas Hagerup, er glad og forventningsfuld i forhold til det nye samarbejde. Selvom han er ked af situationen generelt, er han glad for, at det lykkedes at få så mange butikker godt videre sammen med Mr.

I de to kommende måneder vil Thomas Hagerup være tilknyttet som konsulent for Mr, hvor han vil medvirke aktivt til at skabe en god start for de mange butikker.

Mr har hovedsæde i Kolding og består udover de 44 nye butikker af 68 selvstændigt ejede butikker.