Skjorteproducenten Barons har fået en ny ambassadør, som de fleste kender, nemlig fodboldlegenden Michael Laudrup.

Den danske skjorteproducent Barons har scoret et langsigtet samarbejde med Michael Laudrup, som fremover kommer til at fungere som ambassadør for virksomheden, der blev stiftet af Joachim Latocha i 2016. Samarbejdet med Michael Laudrup er dog ikke det eneste nye, som Barons har i støbeskeen, for virksomheden introducerer samtidigt en kortærmet polo, som skal supplere salget af skjorter henover sommermånederne.

Barons er siden stiftelsen blevet et af de hurtigst voksende skjortebrands i Skandinavien, og i 2020 købte Løvens Hule-investoren Jacob Risgaard 10 procent af virksomheden.

”Hele Barons-teamet har på kort tid bevist, at vi her i Danmark naturligvis også kan skabe et succesrigt skjortebrand. Udvidelsen med en kortærmet polo er helt naturlig og en vigtig del af vores fortsatte strategi både herhjemme og i udlandet, for selvfølgelig skal vi da også give vores kunder muligheden for at se skarpe ud på strandbaren eller fortovscaféen, når det er varmt, eller man blot ønsker et mere uformelt look,” siger investor Jacob Risgaard i en pressemeddelelse.

Også den nye ambassadør Michael Laudrup ser frem til samarbejdet, der blandt andet skyldes et godt match mellem værdier.

”Som ambassadør for Barons får jeg mulighed for at give en ung fremadstormende virksomhed et lille ekstra skulderklap, og personligt vil jeg gerne være velklædt, men ønsker ikke at bruge en masse tid på at købe tøj. På mange måder er Barons derfor bare det tøj, man automatisk hiver ud af skabet hver morgen,” udtaler Michael Laudrup.

De nye varer samt samarbejdet med Michael Laudrup skal samlet set være med til at løfte fortællingen om virksomheden.

”Man vælger jo ikke Michael Laudrup. Michael vælger dig. Michael er et ikon og har altid stået for mig som den ypperligste ambassadør, man kan drømme om. En person, som for mig er ensbetydende med at gøre tingene ordentligt. Der er nok ikke mange øjeblikke i ens karriere, hvor hårene rejser sig på armene, men det gjorde de, da Michael sagde ja. Vi er naturligvis meget stolte over samarbejdet,” lyder det fra stifter af og CEO i Barons Joachim Latocha.

Den nye polo kommer i tre klassiske farver, hvid, navy og lyseblå, og den er produceret i 100 % økologisk long staple bomuld.

Foto. Jacob Risgaard, Joachim Latocha og Michael Laudrup