Danskerne slår rekord i genbrug. Men trods stigning i køb af brugte varer, halter salget stadig bagefter. ”Genbrug er gået fra at være en trend til en selvfølge,” lyder det.

Aldrig har så mange danskere samlet set købt og solgt genbrug som nu. Det er en af konklusionerne fra den største danske undersøgelse inden for privat genbrugshandel ’Genbrugsindekset 2024’, som kortlægger danskernes genbrugsvaner på tværs af alle genbrugsplatforme.

Undersøgelsen viser, at hele 81 procent af danskerne har handlet med brugte varer det seneste år, hvilket er ny rekord. Heraf har 73 procent købt brugte varer, mens kun 49 procent har solgt brugte varer, hvilket viser, at vi køber mere brugt, end vi sælger.

”Genbrug er gået fra at være en trend til en selvfølge. Da vi i 2016 udgav Genbrugsindekset første gang, var det ’kun’ 59 procent af danskerne, der genbrugte, og i dag er det tal steget til hele 81 procent. Der er altså sket en markant stigning de sidste ni år, men vi halter lidt efter på ’sælger-fronten’,” fortæller Julie Schoen, presseansvarlig for DBA, som står bag Genbrugsindekset.

Unge i front for genbrug

Genbrugsindekset viser, at ni ud af ti danskere i alderen 16-30 år har handlet genbrug i løbet af det seneste år, hvilket viser, at det er de unge, der køber og sælger mest brugt. Jo ældre man er, des mindre tilbøjelig er man til at handle brugt. Det er nemlig kun 67 procent af de 61-75-årige, som har handlet brugt inden for det seneste år.

”Vi kan se, at det er hos de unge, at muligheden for at spare og tjene penge vægter højest, når vi spørger dem, hvorfor de handler brugt. Det samme gælder ’at gøre noget godt for klimaet’. De unge er jo supergode til at gå ind og tage et grønt ansvar, og samtidig er mange af dem på SU, så de er også motiverede af at spare penge,” forklarer Julie Schoen.

Genbrug er en god forretning

Samlet set viser ’Genbrugsindekset 2024’, at det blevet mainstream at købe brugte varer, mens der stadig er plads til, at flere danskere får solgt ud af deres ting. Og der er penge at tjene ved at sælge ud. Danske genbrugssælgere tjente således i gennemsnit 5.624 kroner på at sælge brugte ting det seneste år, især tøj, møbler og boligtilbehør, mens genbrugskøberne i samme periode i gennemsnit brugte 5.548 kroner på genbrugsvarer.

 

 

 

Foto: Unsplash