Gerry Weber lancerer et nyt butikskoncept i efteråret. Konceptet har fået arbejdstitlen ‘Stærke kvinder’, og kunderne vil fremover kunne finde konceptet i gamle såvel som nye butikker.

Det nye butikskoncept ‘Stærke kvinder’, som det tyske modebrand Gerry Weber har udviklet i samarbejde med Dan Pearlman Group Berlin, er allerede blevet testet med succes i butikken i Münster gennem de seneste måneder, og Gerry Weber Group er derfor nu klar til at introducere konceptet i en lang række andre butikker – nye som gamle. Det skriver Gerry Weber i en pressemeddelelse.

Når kunderne kommer ind i butikkerne, vil de blive mødt af signaturmøbler foruden lette varme farver, naturmaterialer, en moderne præsentation af varerne samt en fremvisning af ‘ugens look’. Herudover kan kunderne se frem til store behageligt oplyste prøverum og en disk, som indeholder en kaffebar og en mobilladestation.

”Vi vil gerne skabe et sted, hvor kunderne kan blive inspireret. Det skal være en atmosfære, hvor vores kunder føler sig godt tilpas, og hvor de kan opdage nye ting, som får dem til at blive hængende og udveksle ideer, og hvor de har lyst til at komme tilbage til,” siger Managing Director Retail Anja Hecht-Meinhardt.

Gerry Weber International AG, som har hovedsæde i Halle/Westfalen i Tyskland, er med sine cirka 2100 ansatte en af de største mode- og livsstilsvirksomheder i Europa, og er i øjeblikket til stede i 54 lande.

Foto: Gerry Weber