Nu er en svensk og en dansk studerende fundet som henholdsvis første- og andenplads i designkonkurrencen.

Danske Selfmade – det, der før hed Stof & Stil – præsenterede tilbage i oktober 2020 en konkurrence blandt designstuderende i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland med formålet om at støtte spirende designtalenter.

I alt 140 designidéer blev indsendt, hvoraf designteamet hos Selfmade udvalgte 19 af dem til at realisere deres ide med metervarer og materialer leveret af Selfmade. Herudfra er to vindere nu blevet udnævnt og offentliggjort. Det oplyser Selfmade i en pressemeddelelse.

“Vores designteam er dybt imponeret og totalt blæst bagover af den mængde af talent, vilde kreativitet og store iderigdom, som de dygtige designstuderende har vist i deres indsendte bidrag,” siger Anne-Cristina Hother Sørensen, som er Retail, Brand & Digital Director hos Selfmade.

De to vindere er svenske Filippa Fuxe, der er førsteårsstuderende på Beckmans Designhögskola i Stolckholm, og danske Viola Sinne Moth Jacobsen, som går på 2. semester på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering i København. Filippa Fuxe vinder førstepladsen for sin multifunktionelle kjole, mens Viola Sinne Moth Jacobsen modtager andenpladsen for sit møbeldesign, der udelukkende er skabt af materialer fra Selfmade.

Begge vindere får i samarbejde med designteamet hos Selfmade udviklet deres design i rette symønstre. I foråret 2022 kommer vindermønstrene til salg i 31 fysiske butikker samt webshoppen i 13 europæiske lande. Desuden har førstepladsen modtaget 100.000 kroner, mens andenpladsen har modtaget 50.000 kroner.

Selfmade Designkonkurrence 2021 begynder i september, hvor det igen vil være muligt for studerende i de fire lande at deltage.

Foto: Selfmade, Fotograf: Nina Høfdinghoff Mathiasen