I ugens korte nyheder kan du læse om en ny tilføjelse til Modebranchens Etiske Charter, ambitiøse bæredygtige mål fra Designers Remix, Pandoras nedtur, Birger Christensens nye kjolebrand samt hvem der vandt Designers’ Nest.

 

Modebranchens Etiske Charter sætter fokus på respektfuld adfærd

I kølvandet på mee-too-bølgen tilføjer styregruppen bag Modebranchens Etiske Charter en ny værdi, som omhandler respektfuld adfærd. Den nye tilføjelse skal sætte fokus på respektfuld adfærd til fotoskydning og ved shows, når det kommer til personlige grænser – fysiske såvel som psykiske.

Modebranchens Etiske Charter blev oprettet i 2007 for at gøre modebranchens aktører bevidste om de krops- og skønhedsidealer, de er med til at skabe. Dengang var der især fokus på modellernes fysiske og mentale sundhed – særligt i forhold til spiseforstyrrelser.

I dag har over 350 aktører i den danske modebranche underskrevet charteret. Med tilføjelsen i forhold til respektfuld adfærd vil underskriverne blive underrettet om, at de nu også er pålagt et medansvar for en respektfuld adfærd og forståelse af personlige grænser, samt at hele branchen opfordres til at påtage sig et ansvar for at skabe sunde krops- og skønhedsidealer i branchen.

 

Dansk studerende løb med vindertitlen til Designers’ Nest 

Designers’ Nest er en skandinavisk talentkonkurrence, hvor en jury bedømmer tre outfits fra hver af de tre deltagende designere.

Designers’ Nest blev afholdt tirsdag aften under modeugen. Her løb den danske designstuderende Marie Sloth Rousing, som er studerende fra KADK, med vindertitlen og præmien på 50.000 danske kroner. Begrundelsen fra juryen lød blandt andet:

”Marie Sloth Rousing udfordrer vores forventninger til tøj og dets evne til at transformere sig. Med en yderst innovativ og konceptuel tilgang forvandler hun hverdagens objekter, som en paraply, rullegardiner og refleksbånd, til stærke koncepter med øje for både image, ansvarlighed og humoristisk sans. Det udfordrer tøjets normer og transcenderer installationskunst og mode. Godt gået!”

Designers’ Nest
Designers Remix vil være bæredygtige mestre

Op til modeugen løftede Designers Remix sløret for en ny mission om, at brandet vil være frontløbere inden for bæredygtighed inden 2020. Derfor er mere end 50 procent af hovedkollektionen til forår/sommer 19, som blev vist til Copenhagen Fashion Week, baseret på bæredygtige stoffer.

”Vi ønsker at lave mode, der ikke går på kompromis med vores miljøvenlige og sociale ansvar, men tøjet skal selvfølgelig stadig leve op til vores designs dna,” lyder det fra Designers Remix i en pressemeddelelse.

Designers Remix’ nye kollektion består af kjoler i FSC-cerficeret viscose, jakker i genbrugsuld og t-shirts i bæredygtige stoffer. Brandets to stiftere, Charlotte og Niels Eskildsen, runder pressemeddelelsen af med et slogan, som skal kendetegne Designers Remix fremadrettet – ”We need to do this in a more responsible way. We need to make fashion better.”

 

Pandora i nedtur

Pandora har netop offentliggjort sit kvartalsregnskab, der viser et fald på 56 mio. kroner sammenlignet med samme periode året før. Regnskabet viser et bruttoresultat på 3.638 mio. kroner, hvilket er en forværring fra 3.711 mio. kroner i samme periode sidste år.

Pandoras aktier er gået stødt nedad, og kritikken er haglet ned over det store smykkefirma. Især har investorerne kritiseret adm. direktør, Anders Colding Friis. Torsdag den 9. august blev det oplyst, at topchefen har valgt at fratræde sin post.

 

Birger Christensen lancerer ny kjolekollektion

Under modeugen lancerede Birger Christensen et nyt brand, Rotate, der udelukkende fokuserer på kjoler. Rotate er skabt i et samarbejde mellem de to danske stilikoner, Jeanette Madsen og Thora Valdimars.

”Vi har lavet kollektionen ud fra, hvad vi selv synes, vi mangler i vores garderobeskabe, og vi tænker straks på kjoler, vi godt selv kunne tænke os at bære. Kjoler med attitude og karakter,” lyder der fra Jeanette Madsen og Thora Valdimars.

Den første kollektion præsenteres på en lille pop-up plads hos Birger Christensen på Østergade 38 i København.

Jeanette Madsen og Thora Valdimars.