USA har overhalet Tyskland som Danmarks største eksportmarked, og det indikerer, at danske virksomheder og det amerikanske marked er et godt match. Derfor har Dansk Erhverv etableret kontor i USA. 

Det er ikke nogen hemmelighed, at flere og flere danske virksomheder kigger over Atlanten mod deres næste eksporteventyr. Lige for tiden, hvor krisen kradser, ses det tydeligt, at de virksomheder, der har veletableret eksport, klarer sig bedre end dem, der udelukkende har hjemmemarkedet at trække på.

Dansk Erhverv har derfor etableret kontor i New York og kan således træde til med en hjælpende hånd, for lige nu oplever de en stigende aktivitet på det amerikanske marked blandt deres medlemmer. Tallene fra 2022 viste også, at dansk modeeksport brager i vejret.

Det kan være svært at etablere sig på et nyt marked. Især når det er så langt væk hjemmefra, har anderledes regler og love samt stor konkurrence. På trods af de udfordringer, som danske erhvervsdrivende kan møde i USA, er der store muligheder for rigtig mange danske virksomheder på det amerikanske marked. I dag understøtter Danmarks handel med USA næsten 110.000 danske arbejdspladser, og der er plads til flere.

“I Dansk Erhverv samarbejder vi tæt med virksomheder, danske repræsentationer og mange andre stærke kræfter for at finde løsninger på nogle af de udfordringer, som danske virksomheder oplever i USA. Det kan eksempelvis være i forhold til regulering, kontakt til relevante partnere og i form af målrettede eksportfremstød og erhvervsdelegationer, der matcher danske virksomheder med strategiske partnere i USA. Vi har et stærkt netværk af private rådgivere, der kan hjælpe med etablering, visum, forretningsbetingelser, logistik med videre,” fortæller Søren Friis Larsen, der er landechef i USA for Dansk Erhverv i en kommentar.

Det amerikanske marked er præget af hård konkurrence, men det betyder også, at mange amerikanske virksomheder er villige til at skifte leverandør, hvis de kan se, at en anden virksomhed leverer et bedre produkt. Der er andre lande, hvor det kan tage år at blive accepteret som spiller på markedet. I USA kan du komme ind og lege med fra dag ét, men derfra kræver det typisk et længere træk.

“Du skal stå tidligt op og arbejde benhårdt, for konkurrencen er stor. På den måde lever USA lidt op til, at det er mulighedernes land. Blandt andet på det grønne område er der et kæmpestort potentiale for mange grønne, danske virksomheder,” siger Søren Friis Larsen afslutningsvis.

Foto: Unsplash