De høje sommertemperaturer, Øksnehallens ikoniske bygning og et stort telt var opskriften på en varm messedag, men ingen lod sig mærke af det. Revolver fremstod endnu en gang skarp og glødende.

I den forreste del af messen var blandt andet Balling Brands, hvor ejer og designer Charlotte Balling, præsenterede to helt nye brands: smykkebrandet Stone Copenhagen og taskebrandet Luna Moon.

Luna Moon er et skandinavisk brand, der designer bæredygtigt producerede tasker, inspireret af Middelhavets stemning, mens Stone Copenhagen er et projekt skabt af Charlotte Balling og Jeanett Ulrich med ambitionen om at skabe unikke og håndlavede smykker, der er inspireret af de dyrebare øjeblikke i vores liv.

Balling Brands har mange forskellige brands i sin portefølje, herunder Parajumpers, Juicy Couture, One Season, Camalys – og nu er der tilføjet to mere.

”Det er de eneste brands, som vi har startet selv og ejer selv – derfor får de helt automatisk lidt mere af vores fokus. Vi har mange brands med her på messen, men denne stand med de to nye brands er noget specielt for os,” fortæller Charlotte Balling til branchebladet TØJ – Fashion & Business Trends.

 

Nordisk islæt på messen

Det norske brand Line of Oslo var også at finde i Øksnehallen – og det var i øvrigt 11. år på Revolver.

Efter at have arbejdet 20 år i branchen ønskede Line Varner at skabe det brand, hun følte manglede. Som et resultat blev Line of Oslo grundlagt i 2006. I dag er det et veletableret tøjmærke i Norge og Skandinavien, også med forhandlere i Tyskland, England, Spanien og Italien.

”Vi er meget glade for det danske marked, da der er et godt match mellem brand og mentalitet. Vi har en stærk og interessant kundegruppe på butikssiden, og de er med til at opbygge et stærkt brand, der er på niveau med de store internationale huse. Brandet har et skandinavisk snit og godt prispunkt, der matcher den høje kvalitet uden at skræmme alle væk. Og vores styles fungerer tværs af generationer – lige fra mor til datter – hvilket gør vores styles endnu mere interessante for en indkøber,” forklarer Line Varner på messens første dag.

Kollektionen spænder fra lette kjoler over matchende bukse/skjortesæt samt strik og overtøj – både i en sommer- og en vinterkollektion, der dog kan fungere som tidløse styles grundet design og kvalitet.

Foto: Line of Oslo

Influencerevent hos danske modebrand

Hos A-View var der onsdag et arrangement for influencere, men både stifter og CEO, Jakob Bording Andersen, og Marketing og Social Media Manager, Cecilie Brøchner, havde tid til en snak.

Det hurtigt voksende brand blev stiftet i 2019 og nåede at være med under modeugen i 2019 med en lille kollektion. Allerede i efteråret samme år blev der tilføjet professionelle designere og sælgere, hvorefter kollektionen blev udvidet, og omsætningen steg.

Stifter Jakob Bording Andersen har mange års erfaring fra modebranchen, og han var i stand til både at få brandet ud over rampen og ind i tv-programmet ’Løvens hule’ i 2021, hvilket sikrede A-View ekstra investering og viden. I løbet af kort tid var der 100 kunde, og en flot vækst på alle nærmarkeder, hvor blandt andet Norge er mere end tidoblet i omsætning. A-view er klar til mere vækst – både på eksisterende markeder, nye markeder og specielt online, hvor mulighederne, ifølge stifteren, er uendelige.

Og hvad er hemmeligheden? Jakob Bording Andersen er ikke i tvivl:

”Hurtige og salgsbare varer til den rigtige pris i det rigtige design. Meget tydeligt udtryk. Mere farve og fest end gennemsnittet og hurtig levering. Til trods for øget omsætning, længere leveringstider og råvareomkostninger er det fortsat 60-70 procent af kollektionen, der leveres som ekspres – og det er der ikke mange, der kan,” forklarer han.

I dag består teamet af otte personer, der styrer design, marketing, salg og økonomi, mens lager er outsourcet. En af de funktioner, som er trukket ind i huset igen, er markedsføring, og her er den nyansatte marketingansvarlige, Cecilie Brøchner, meget bevidst om influencernes rolle.

”Jeg er næsten lige startet i denne rolle og har brugt stort set al min tid inden messen på at få dette event op at køre. Der er mange flere planer og detaljer, end man lige tænker over, og det er hårdt arbejde. Men det betaler sig. Vi ved, at de rette influencere flytter varer,” fortæller hun.

Jakob Bording Andersen forklarer i samme ombæring, at han har prøvet flere forskellige bureauer af i forhold til branding, marketing, pr og events, men at den bedste løsning er en medarbejder, der er tæt på og kender brandet.

Foto: A-View