Området i og omkring Øens Pakhus og Kløverbyen på Amager er under stor udvikling. TØJ har talt med murermester Jan Elving om hans projekter i Strandkvarteret. 

Der var ikke meget at komme efter i Strandkvarteret på Amager for danske modebrands, inden murer­mester Jan Elving i 2005 købte Pakhuset og satte sig for at restaurere bygningen. Det blev en katalysator for murermesterens karriere i modebranchen.

”For cirka 16 år siden fik vi mulighed for at købe Pakhuset på Lindgreens Allé, som vi omdøbte Øens Pakhus. Vi var dog i tvivl om, hvad vi skulle bruge de 4.000 m2 til. Esprit holdt til i en bygning overfor, så jeg gik over og talte med direktøren om, hvorfor de netop havde valgt denne placering i et ellers kedeligt industriområde. Deres argumenter var, at det var tæt på centrum, Øresundsbroen og Københavns Lufthavn. Det var gode argumenter, og da det gik op for mig, at den danske modeindustri på det tidspunkt eksporterede mere end den danske svineindustri, tænkte jeg, at vi måtte bygge det om til et modehus,” siger Jan Elving. I området ejer Jan Elving i dag både Kløverbyen på Raffinaderivej og Øens Pakhus på Lindgreens Allé gennem selskabet Øens Invest. Herigennem samarbejder han med flere nationale og internationale brands som Björn Borg, Lacoste, Tiger of Sweden, By Malene Birger og Les Deux.

 

”Vi har altid været vilde med at skabe fællesskaber”

Siden 2014 har både Kløverbyen og Øens Pakhus gennemgået en total renovering og er nu blevet en livlig del af København S. Selv om de to lokationer kun ligger 300 meter fra hinanden, så er der en verden til forskel, understreger Jan Elving.

”Øens Pakhus har udviklet sig fra at ligge i et råt industriområde til nu at ligge i et attraktivt bolig- og erhvervsområde. Det er i dag en del af det nye Strandkvarter, som er et hyggeligt og centralt område med masser af liv med restauranter og caféer,” siger Jan Elving, der fortsætter:

”Med Kløverbyen har vi skabt vores helt egen bydel, der i dag rummer over 60 forskellige virksomheder med alt fra showrooms og outlet-butikker til tv- og filmproduktion, Timm Vladimirs Kokkeskole og padeltennis. Kløverbyen er også et gammelt industriområde, men her har vi valgt at bevare omgivelserne. Atmosfæren er mere rå, mens Øens Pakhus er mere stilren. Begge steder emmer af liv på hver deres unikke måde.”
Jan Elving fremhæver især fællesskaberne som noget enestående, der er opstået i udviklingen af de to lokationer.

”Vi har altid været vilde med at skabe fællesskaber, så planen for hele området er helt sikkert også, at det altid skal emme af liv og være et sted, hvor man har mulighed for at mødes før og efter arbejdet. Vi ser allerede nu, at flere af vores lejere bruger de forskelligefaciliteter som fitness til privat træning eller med andre på grunden. Det er fedt at se, hvordan omgivelserne bruges til at styrke forholdene i virksomhederne. Det viser, hvordan begge steder er blevet nogle livlige, kreative områder i byen, hvor der er plads til både erhverv og bolig,” siger han.

Udviklingen stopper ikke foreløbigt

Udviklingen af området omkring Strandkvarteret lader ikke til at stoppe lige foreløbigt, og Jan Elving har plan­er om at fortsætte med at sætte sit præg på området.
”Øens Pakhus vil fortsætte som i dag, men vi håber at kunne bidrage yderligere til udviklingen i området og tiltrække flere brands. Vi har for nyligt købt en 2.000 m2 stor industriejendom 100 meter fra Øens Pakhus, hvor vi påbegynder ombygningen senere på året. Den gamle industriejendom, der i mange år har rummet kedelige kontorer, får vi nu mulighed for at transformere til nogle fede showrooms og kontorer i rå stil,” forklarer Jan Elving.

Kløverbyen er i sig selv i konstant udvikling, og målet er at fastholde og fortsætte med at udvikle det livlige miljø, fortæller han videre:

”I Kløverbyen har vi selv sat vores eget præg på udviklingen med blandt andet mode- og livsstilsbrands, og vi har skabt et kreativt miljø, som vi vil blive ved med at udvikle på. Vi har blandt andet en ambition om at etablere en studieby i Kløverbyen på et ubebygget område. Det vil vi for at gøre området endnu mere levende, samtidig med vi kan give tilbage til København ved at hjælpe den næste generation.”

 

”Vi har meget at byde på som mode- og messedestination”

Copenhagen Fashion Week og de danske modemesser er nogle af de få events, der kan afvikles fysisk denne sommer, mens flere andre europæiske messer har måttet aflyse. Hvordan udnytter København denne mulighed for at positionere sig som en attraktiv modedestination – nu og i fremtiden? Jan Elving mener, at den burde ligge lige til højrebenet og siger afslutningsvist:

”For fjerde gang topper København ’Monocle Livable Cities Index’. Hvis vi sammensætter det med København som Nordens hovedstad og som bindeled mellem Norden og resten af Europa med Københavns Lufthavn, Øresundsbroen og vores fint udbyggede metro i byen, så har vi rigtig meget at byde på som mode- og messedestination, da byen derudover i sig selv sprudler af liv og er interessant at være i.”