Modebrandet Day Et tager personaliseret mode til nye højder, når de under Copenhagen Fashion Week præsenterer deres AW 19-kollektion i et ’Art Room’. 

Day Et ved, at det efterhånden kun bliver sværere og sværere at skille sig ud i modebranchen. Derfor bliver det også med kunst og personalisering som tema, når brandet på modemessen Revolver, der begynder den 30. januar 2019, fremviser deres AW 19-kollektion.

”For at fortælle vores brands historie og for at vise vores kollektion på en mere nutidig og livlig måde, ønsker vi hele tiden at interagere med vores kunder. Det handler alt sammen i dag om at være dynamisk og bemærkelsesværdig,” fortæller Therese Niko Busch, CEO hos Day Et, i en pressemeddelelse.

I stedet for et ganske almindeligt showroom, har Day Et i år valgt at skabe et såkaldt ’Art Room’. Her vil besøgende blandt andet blive mødt af en tatovør fra Iron & Ink Tattoo Studios, som laver små, personlige tatoveringer gratis i løbet af de tre dage, modemessen strækker sig over.

Herudover vil det også være muligt at møde kunstneren, Signe Kejlbo, der vil sidde klar til at kreere helt personlige shopping-net til de besøgende. Helt eksklusivt til modemessen vil et udpluk af Day Ets populære tasker med unikke tegninger fra kunstneren blive fremvist.

Day Et blev i slutningen af 2018 frasolgt Day Birger et Mikkelsen og har herefter ønsket at opbygge en kultur og en identitet, der er tilpasset brandet.