Fra den tyske sportsgigants side er det blevet besluttet, at direktørposten skal gives videre til en anden, og Adidas mister dermed danske Kasper Rørsted.

I 2023 kommer der et skifte på direktørposten hos Adidas, når danske Kasper Rørsted stopper efter gensidig aftale med den tyske sportsgigant. Det oplyser Adidas i en meddelelse. Kasper Rørsted og Adidas har på det seneste været under pres fra virksomhedens investorer, da Adidas, som ellers er verdens næststørste sportsvarevirksomhed, er vokset langsommere end deres konkurrenter.

Som resultat er aktiekursen blevet presset, så den over det seneste år er faldet med næsten 47 procent. Indtil en afløser til direktørposten er fundet, fortsætter Kasper Rørsted, og det er bestyrelsesformanden i Adidas, Thomas Rabe, glad for.

”Efter tre udfordrende år, der var præget af de økonomiske konsekvenser af Covid-19-pandemien og geopolitiske spændinger, er det nu det rigtige tidspunkt at indlede et direktørskifte og bane vejen for en genstart. Vi er glade for, at Kasper vil sikre en glidende overgang i løbet af de kommende måneder,” siger Thomas Rabe.

Også Kasper Rørsted udtrykker stolthed over, hvad han og Adidas har opnået i fællesskab.

”De seneste år har været præget af flere eksterne faktorer, som har forstyrret vores forretning markant. Det krævede en kæmpe indsats at mestre disse udfordringer. Derfor er det det rigtige at aktivere en genstart i 2023 – både for virksomheden og mig personligt,” siger Kasper Rørsted.