Det danske brillebrand har masser af medvind i 2022. Tidligere på året løftede de sløret for en ny medejer, og nu lander de en stor – og anderledes – investering.

Den danske brillevirksomhed Christoper Cloos kunne i starten af året afsløre, at de fik nye medejer. Nu får virksomheden endnu mere medvind, da de har landet en aftale med det amerikanske mediehus A360 Media, der blandt andet står bag magasiner som US Weekly, Star Magazine og Mens Journal. Det skriver Finans.

Mediehuset køber ni procent af den danske brillevirksomhed for 85 mio. kroner. Det er dog en anderledes form for investering, lyder det fra mediehuset. Den kommer i form af en marketingpulje, som Christopher Cloos kan bruge i A360 Medias medier.

“I stedet for at rejse kapital, som vi alligevel ville bruge på markedsføring, så gav det god mening for os bare at rejse markedsføring direkte. Det har givet os et langt større marketingbudget, end vi har haft før,” fortæller Julius Langkilde, adm. direktør i brillevirksomheden, til Finans.

Teamet bag virksomheden forventer, at aftalen med A360 Media vil sikre, at de blandt andet når de budgetter, de har lagt for året. Derudover forventes det, at den nye investering vil resultere i Christopher Cloos’ første profitable regnskabsår nogensinde.

 

Foto: Christopher Cloos