Minimum blev begæret konkurs i forrige uge, men nu er de blevet opkøbt af midtjysk modekoncern. Minimum fortsætter dermed i et nyt setup.
Modetøjsvirksomheden Minimum med de tre brands Minimum Female, Minimum Men og Moves er blevet opkøbt af blandt andre ejerne af Claire Group.
Claire Groups stifter Anders Hust og CEO Nikolaj Hust vil stå i spidsen for det nye setup, og de får den bestemmende indflydelse i samarbejde med Peder Tang, grundlægger af Minimum:
Nykredit Bank og Midt Factoring stiller det fornødne pengeberedskab til rådighed.
”Vi har efter mange samtaler med Peder Tang og bestyrelsesformand advokat Rasmus Bek vurderet, at Minimum har en stil og et potentiale, som vi kan se en god fremtid i. Via synergier og hjælp til vækst kan Minimum blive en god case,” udtaler Nikolaj Hust.
Koncernen Claire Group står i forvejen bag børnetøjsmærket Hust&Claire og teen-brandet Grunt, dametøjsmærket Claire Woman samt de to yngre-profilerede brands Woodbird Men og Woodbird Female.
”Minimum har været igennem en del udfordringer, og der venter hårdt arbejde forude. Derfor ser vi den næste fase i virksomhedens rejse som konsoliderende og analyserende i forhold til at fastlægge mulighederne for fremtiden,” uddyber Nikolaj Hust.
Foto: Minimum