Markedet er i vækst, når det omhandler ønsket om at forlænge produkters levetid. Netop derfor har det danske modebrand taget initiativ til en ny onlineplatform, hvor man kan købe og sælge Gestuz styles på en nem og overskuelig måde.

Bæredygtighed og genbrug af modetøj er oppe i tiden, og mange forbrugere ønsker på den måde at bidrage til, at produkterne få en øget levetid. Også hos modebrandet Gestuz har man fokus på kvalitet og ansvarlighed, og derfor lancerer brandet nu platformen Pre.Loved, som gør det muligt at bringe nyt liv til styles fra tidligere kollektioner. 

”Vi har længe arbejdet på, hvordan vi forlænger levetiden af vores kollektioner ud over vores fokus på materialer og produktion. Det har været enormt interessant at bygge videre på, hvordan vi griber forbrugeren på den anden side af købsknappen. Vi er i en branche, hvor vi uundgåeligt opfordrer til, at forbrugeren køber nye styles fra sæson til sæson – det betyder, at der hænger et enormt potentiale gemt i skabene. Potentiale for tøj, der kan komme videre og blive elsket af en anden,” siger kreativ direktør i Gestuz Sanne Sehested i en pressemeddelelse.

På den nye platform er brugervenligheden i fokus, hvad enten man ønsker at købe en vare eller at sælge en. Køber og sælger er anonyme under hele processen, og når nogen registrerer en vare, bliver der automatisk hentet billeder og informationer fra Gestuz’ egen database. Med platformen ønsker Gestuz også at sætte fokus på, at noget tøj kun bliver bedre af at blive brugt.

“Med denim og læder bliver looket og fornemmelsen ofte bedre, når det er blevet gået i. Du kan derfor ende med pieces, der fungerer endnu bedre efter at være blevet solgt videre en, to eller tre gange. Jeg er ekstremt inspireret af de vintage pieces, jeg finder rundt omkring i verden, og med denne platform er det som om, at vi går full circle,” lyder det fra Sanne Sehested.

I starten er det udelukkende Danmark, som får glæde af den nye platform, men planen er at brede den ud til resten af Skandinavien. Pre.Loved bliver lanceret i dag den 13. september.

Foto: Gestuz