Gestuz er en del af den officielle showkalender. Kreativ direktør Sanne Sehested fortæller, hvorfor det er vigtigt for brandet at afholde show under modeugen. 

Q&A med Sanne Sehested, kreativ direktør

 

 

Hvorfor har I show under modeugen?

Vi anser modeugen for at være en ideel platform for os. Samtidig vil vi naturligvis også gerne støtte op om modeugen, og det store arbejde de gør for at gøre København til en attraktiv platform for skandinavisk mode. For os er vores deltagelse et led i vores overordnede strategi om at øge det internationale kendskab til Gestuz og vise presse og indkøbere vores kollektioner udfoldet gennem et fysisk show. Vi har været med i flere sæsoner nu, men vores SS 23-præsentation vil være vores andet fysiske show. Vi håber meget, at der vil være stor interesse og opbakning om modeugen til sommer, da man endelig kan ses og rejse igen, og vi glæder os til at kunne invitere folk til vores show.

Hvad er jeres SS 23-kollektion inspireret af?

Vores kollektion har fået navnet Heat Haze og er inspireret af de tidlige 00’ere med en vibe af solrige LA, hvor det er så varmt, at dampen stiger op fra de asfalterede veje. Kollektionen er et miks af sofistikerede silhuetter samt cargobukser, små toppe og styles til at turde vise mere hud. Det er sexet på en sofistikeret måde med en stærk farvepalette. Jeg var meget inspireret af LA på en varm sommerdag i slut 90’erne og start 00’erne, hvor huden glinser og bliver en del af ens casual cool look.

Hvordan lever jeres kollektion op til de bæredygtige krav, som modeugen har?

Vores kollektioner har altid fokus på at arbejde med ansvarlige materialer. SS 23-kollektionen består af en stor andel bomuld, der enten er BCI eller økologisk bomuld. Vores læderstyles er kun produceret hos leverandører, der er en del af Leather Working Group, som kræver, at der overholdes en overordnet standard. Derudover arbejder vi med recycled polyester og Ecovero viscose, og nogle udvalgte styles er lavet i Naia Acetate. Udover materialebrug skal man også opfylde en række andre minimumskrav, der omhandler arbejdsforhold, værdikæden, forbrugerfokus og showproduktion. Vi har de sidste par sæsoner skullet udfylde et spørgeskema for at teste, hvor vi ligger i forhold til de krav, som modeugen indfører fra januar 2023. Her har vi, og alle andre showbrands, haft muligheden for at se, hvor vi hver især har styrker og svagheder. Hos Gestuz klarer vi os godt og opfylder på nuværende tidspunkt allerede alle minimumskrav for showbrands.