For det danske modebrand Moss Copenhagen er relationen til og nærheden med kunderne et af de vigtigste parametre. Netop derfor ser medarbejderne bag også meget frem til Revolver-messen i København. 

Når modemessen Revolver løber af stablen til august, er den danske virksomhed Moss Copenhagen også at finde blandt udstillerne. Moss Copenhagen, der måske er bedre kendt som MSCH Copenhagen internationalt, blev grundlagt i 2010. Brandet har rod i en simpel, feminin og skandinavisk stil, som tydeligvis er populær både herhjemme og i udlandet.

Fra den første konceptbutik åbnede i København i 2011, er det gået stærkt for virksomheden, som efterfølgende åbnede 19 butikker i Danmark, Norge og Holland. Siden 2016 har Moss Copenhagen øget sin tilstedeværelse til 1.300 salgssteder i 14 lande. At det skulle ende med at gå så godt, lå ikke umiddelbart i kortene, da virksomheden i 2016 måtte erklære sig konkurs. Med nye ejere er virksomheden nu vendt til en bragende succes.

”Vi er ofte blevet spurgt om, hvordan det har kunnet lade sig gøre at vende en konkurs til et regnskabsår i den nye konstruktion af virksomheden for 2020/2021, som gav et overskud efter skat på næsten 25 millioner kroner. Et resultat, som vi forventer, vil komme til være tæt på en fordobling i indeværende regnskabsår, der afsluttes den 30. juni 2022. Det var vores ejer Anders Freund, som blev spurgt, om han ville overtage og relancere brandet, fordi alle kunne se et kæmpe potentiale i virksomheden, og det ville være synd, hvis det potentiale gik til spilde,” fortæller direktør i Moss Copenhagen, Peter Dahl, til TØJ Fashion & Business Trends, inden han uddyber:

”Vi er også støttet af en fantastisk medarbejderstab, som har været her i mange år – så de fleste af de mennesker, der var med til at relancere brandet, arbejder her også i dag. Vi arbejder ud fra tre fokuspunkter: people, passion og product i den rækkefølge, og det er tydeligt, at alle arbejder hårdt og ser hinanden som en familie. Derfor tør medarbejderne også sige tingene, som de er – såvel positivt som negativt.”

 

Behovet for nærhed er eksploderet

Hos Moss Copenhagen eksisterer der et fladt hierarki, hvor alles mening tæller, og der er en god samhørighed mellem design, indkøb og salg, hvor alle er enige om, hvordan kulturen skal se ud. I det hele taget er der blandt medarbejderne en enorm kærlighed til produktet, som alle glæder sig til at vise frem på Revolver.
”På Revolver skal vi bygge videre på den nærhed, som vi har til vores kunder. Alting er blevet mere digitalt de seneste år, så behovet for nærhed og en empatisk, fysisk tilgang er eksploderet. Alle glæder sig til at komme på messe igen, og forventningen herfra er da også, at det bliver en af de bedst besøgte messer nogensinde,” siger Peter Dahl.

Ud over at pleje eksisterende kunder ser Moss Copenhagen også frem til at vise sin kollektion frem til forhåbentlig mange nye kunder.

”Der kommer formodentlig også en masse internationale kunder, og vores forhåbning er, at de internationale indkøbere kommer til at se messen i København som en af de vigtigste messer overhovedet, også fremover, hvis vi gør det ordentligt. De der kommer, vil se de nyheder, som vi har med i kollektionen og de nye farver. Men i forhold til den eksplosion af farver, som vi har set det seneste stykke tid, så kommer vi til at præsentere en kollektion, der er mere nedtonet. Der er stadig masser af glæde i den, men vi har valgt at gå vores egen vej, for når noget er en heftig trend, så har den det også med at slutte lige så hurtigt, som den opstod,” forklarer direktøren.

Ifølge Peter Dahl tegner fremtiden til at blive god for Moss Copenhagen, der har fundet et godt ståsted, som skal være springbræt for den fremtidige udvikling.

”Vi tror benhårdt på den rejse, som vi er på – både wholesale og retail. Vores mål er at drive butikker, som vi er stolte af, og de nye butikker, som vi ønsker at åbne, skal være på absolutte topplaceringer. Målet er derfor heller ikke at åbne 50 nye butikker – bare for at åbne flere steder. Vi vil gerne blive større på de markeder, som vi allerede er på, og så kigger vi selvfølgelig på, hvilke nye markeder der kunne være relevante for os,” lyder det fra Peter Dahl.

Den gældende verdens- og markedssituation har gjort det svært for mange virksomheder, men Peter Dahl ser lyst på fremtiden:

”Vi ser selvfølgelig med alvorlighed på markedets udvikling og forbrugertilliden, men alt i alt er vi optimistiske. Vi satser på den grønne omstilling, og vi er generelt på en god og rigtig rejse. Vi fortsætter med at investere i produktet, og vi tror på mere nærhed og mere dialog med vores kunder. I sidste ende er vi kun en succes, hvis det går vores kunder godt,” siger direktøren.