Det danske brand med det franskklingende navn Forét blev grundlagt i 2014 med den mission at få folk til at benytte naturen i højere grad. ”Vi har brugt skoven som referenceramme i alle vores kollektioner,” siger en af stifterne bag. 

Forét klinger fransk, men grundlæggerne af modebrandet, Jeppe Meier og Jesper Finderup, er danske. Virksomheden blev grundlagt i 2014, og bag det fransk­lydende navn gemmer sig en historie om brandets mål og filosofi. Navnet Forét er inspireret af det franske ord for skov, og derfor er det ikke så mærkeligt, når stifterne bag det danske tøjbrand fortæller, at netop skoven fra starten har dannet ramme om deres univers og deres filosofi.

”Vi startede med at lave et brand med en større mission om, at folk i højere grad skulle gå ud og oplevede de små ting i skoven og naturen. Derfor har vi også brugt skoven som referenceramme i alle vores kollektioner. Vi prøver at skabe tøj, som både henvender sig til outdoor, byliv og naturen som helhed, og på den måde kan vi præsentere en mellemting, der gør tøjet interessant for et bredere segment. Tøjet er på den ene side formelt og på den anden side casual – vi producerer lige nu flere outdoorjakker, som er i synergi med naturen, men vi holder også fast i at lave smarte og lækre skjorter. Pointen er, at man skal kunne gå direkte fra job og ud i naturen i tøj fra Forét,” siger Jeppe Meier til TØJ – Fashion & Business Trends.

 

 

 

Corona som udfordring på godt og ondt

Stifterne af Forét kunne et par år efter grundlæggelsen af virksomheden gå på fuld tid. De seneste år har virksomheden oplevet en flot vækst og tæller nu ni ansatte – fremgangen skyldes delvis coronapandemien.

”Corona blev for mange en kæmpe lærestreg, men samtidig gjorde situationen, at vi blev tvunget til at tænke i nye baner. Hos Forét blev fik vi for eksempel en anden struktur på, så vi nu ser på hver enkelt del af processerne og økonomien i virksomheden, og det har resulteret i, at vi har kunnet optimere i alle afdelinger. Corona tvang os til at tage nogle chancer. Det er vi heldigvis lykkedes med, og vi har på den baggrund kunnet ansætte flere,” fortæller Jesper Finderup og fortsætter:

”Onlinesalget hjalp os meget under corona. Vi havde på trods af omstændighederne et ønske om, at virksomheden skulle vokse, men vi kunne ikke komme i showrooms og vise vores varer frem, så vi blev nødt til at sparke benene væk under indkøberne på en anden måde, da tingene kun kunne ses online. Tiden under nedlukningen brugte vi på at forfine kollektionen, og vi regner med at kunne vise vores bedste kollektion til dato frem i de kommende måneder.”

 

Øget synlighed via Revolver

Når Revolver-messen løber af stablen fra den 10.-12. august, bliver det med deltagelse fra Forét, som glæder sig meget til at se, hvad den københavnske messe har at byde på.

”Vi vil gerne se, at Københavns modeuge er genopstået, hvad den kan, og hvilke typer der kommer. Personligt håber vi på, der kommer en del internationale indkøbere, og som regel er det sådan, at de der ikke besøger messen i Paris, kommer til København og omvendt. Vi deltager begge steder, men vi vil gerne bakke op om modeugen, og vi vil selvfølgelig gerne øge vores synlighed,” lyder det fra Jesper Finderup.

På Revolver kan indkøberne møde Foréts nye danske sælger, og derudover kommer virksomheden til at præsentere en ny kampagnevideo for de besøgende.
”Vi er i gang med at udvikle en kampagnevideo, som bliver lanceret på messen, og udover den vil indkøberne kunne se mange nyheder inden for outdoorprodukter såvel som skjorter, bukser og jakker. Vi har de seneste år haft tid til at fokusere på hele produktlinjen, så vi nu kan præsentere et fuldt koncept. Det er noget, vores kunder har efterspurgt, så Forét-stilen kunne underbygges og udbygges,” forklarer Jesper Finderup. Forét er allerede at finde på flere forskellige internationale markeder, og særligt USA og Canada er i stor vækst lige nu.

”Det er dejligt, men vi skal blive ved at forfine vores kollektion, og efter sommerferien udvider vi vores designteam. Vi skal også på messe i Berlin og Chicago, så der kommer til at ske en masse spændende ting i den nærmeste fremtid,” siger Jeppe Meier.