Messen ser frem til at hilse både nye og gamle aktører velkommen i Øksnehallen, Forum og nu også i Lokomotivværkstedet, hvor 22 brands fra Bestseller vil udstille.

 

Øksnehallen og Forum kommer endnu en gang til at summe af liv, når Revolver inviterer brands, indkøbere, presse og influencere til tre dages modemesse. Messedirektøren Christian Maibom ser frem til at hilse både nye og gamle aktører velkommen.

”Vi ser virkelig frem til den kommende sæson af Revolver og den samlede modeuge. Alt det vi, i tæt samarbejde med vores udstillere, har formået at fastholde og udvikle de sidste to år, skal nu forløses og så ovenikøbet til en sommermodeuge i vores skønne by. Vi glæder os så meget til at se alle igen,” siger messedirektøren til TØJ – Fashion & Business Trends.

 

En eklektisk og eksklusiv platform

På Revolver vil besøgende finde højprofilerede, designorienterede mærker af skandinavisk design, men også kvalitetsmærker fra andre lande. I Øksnehallen og Forum fungerer Revolver som en eklektisk og eksklusiv platform for både etablerede og nye designere. De to venues tilbyder den kommende sæsons nyeste kollektioner inden for både dame- og herremode og tiltrækker dermed også de vigtigste indkøbere i Norden og interna­tionalt interesserede virksomheder. Derudover fungerer Revolver som en informations- og kommunikationsplatform og tilbyder unikke netværksmuligheder.

 

Bestseller er med

Revolver lægger derudover lokaler til 22 brands fra Bestseller under modeugen. Det selvstændige event har fået navnet ‘Bestseller Lokomotivværkstedet’ og understreger vigtigheden og relevansen af den københavnske modeuge.

“Jeg er megastolt over, at Bestseller har valgt Revolver og Copenhagen Fashion Week til, hvilket er en signifikant styrkelse af hele vores fælles modeuge. Udover stor og gensidig respekt, så har Bestseller og Revolver det til fælles, at vi begge ønsker at skabe handel og dermed reel merværdi for alle vores brands, uanset om det er egne eller udstillende brands.”

For at skabe de mest optimale vilkår for alle byens besøgende indkøbere, etablerer Revolver shuttlebusser mellem Øksnehallen, Forum og Lokomotivværkstedet.

 

Fakta 

Hvornår afholdes messen: 10.-12. august 2022

Hvor afholdes messen: Øksnehallen, Forum og Lokomotivværkstedet