Virksomheden benytter den nye trepartsaftale om lønkompensation for at beholde sine medarbejdere. ”Det bliver dyrt for JBS,” udtaler adm. direktør, Michael Alstrup.

Coronavirusset tager hårdt på erhvervslivet, og flere virksomheder har allerede taget konsekvenserne ved enten at lukke sine fysiske butikker, afskedige medarbejdere eller kæmpe for at hjulene i gang.

Også undertøjsmastodonten JBS, der sidste år kunne fejre 80 år i tøjbranchen, er påvirket af situationen og har nu valgt at benytte sig af regeringens trepartsaftale om lønkompensation, og hjemsendte i går knap 80 ud af virksomhedens 126 ansatte. Det skriver Herning Folkeblad.

Trepartsaftalen gør det muligt for virksomheder at sende medarbejdere hjem med fuld løn, som staten efterfølgende refunderer en del af, og løsningen betyder, at virksomheden undgår fyringer.

”Det bliver dyrt for JBS, men vi vælger at gøre det, for vi håber også, at tingene normaliserer sig igen, og vi har rigtig mange gode folk, som har været her i rigtig mange år. Det gør jo, at vi skal holde det her i gang,” udtaler adm. direktør i JBS, Michel Alstrup, til Herning Folkeblad.

Hovedkontoret i Herning holdes nu i gang af godt 40 medarbejdere, hvoraf de fleste er ledere, som alle har indvilliget i at gå 10 procent ned i løn i april og maj måned. De resterende medarbejdere er for nu hjemsendt på ubestemt tid, men skal stå til rådighed og kan tilkaldes med en dags varsel, skriver avisen.