Kollektionen ‘One of a Kind’ består af hybride styles med rekonstruerede skjortedetaljer.
I samarbejde med det knapt et år gamle bæredygtige modebrand Walk on Moons lancerer den danske modedesigner Jens Laugesen nu en ny kollektion på i alt 10 styles. Det oplyser parterne i en fælles pressemeddelelse.
Kollektionen ‘One of a Kind’ er en genfortolkning af Walk on Moons’ generiske t-shirt og sweatshirt-modeller, der tilsammen udgør i alt 10 hybride styles med rekonstruerede skjortedetaljer. Konceptet er udsprunget af en idé om rekonstruktion efter dekonstruktion, hvor dele af tøj og koncepter af forskellig oprindelse sammensættes på en ny måde.
”I mit designformsprog arbejder jeg med unisex-generiske former som skjorter, t-shirts og sweatshirts, som bliver splejset sammen til nye hybride sweat/shirt/t-shirt-former, som kan blive brugt af både mænd og kvinder og tilpasses deres personlige identitet,” udtaler Jens Laugesen og fortsætter:
”I mit design arbejder jeg heller ikke med sæsonbetonede temaer, men med et formsprog der udvikler sig over sæsoner, som gør at tøjet kan bruges igen og igen, hvilket passer godt til Walk on Moons’ bæredygtige koncept.”
Den danske modedesigner blev interesseret i at arbejde sammen med det danske modebrand netop på grund af kollektionernes bæredygtige og cirkulære element samt det grafiske design, lyder det i pressemeddelelsen, hvor også Walk on Moons udtrykker begejstring for samarbejdet.
”Jeg har altid været kæmpe fan og forbruger af Jens Laugesens design, og samtidig passer hans unikke designfilosofi perfekt til vores vision om, hvor vi gerne vil hen med Walk on Moons,” udtaler kreativ direktør i Walk on Moons, Majbritt Weidemann, og fortsætter:
”Vi arbejder på en masse nye koncepter og modeller for, hvordan vi kan producere og sælge mode, der holder – og holdes af – længe, og her passer Jens Laugesens dekonstruktion af vores eksisterende basic styles perfekt ind.”
Hver style findes i ét eksemplar og forhandles på Walk on Moons onlineplatform, der blev lanceret i september sidste år.