Kapitalfonden Silverfleet forlader modevirksomheden, der er hårdt ramt af coronakrise og dalende regnskabstal. Bolden gives i stedet videre til britiske Arcmont Asset Management.
Midt i en tid, hvor både den danske og udenlandske modebranche er hårdt ramt af coronakrisen, forlader den britiske kapitalfond Silverfeet Capital Masai Clothing Company efter fem års ejerskab af den danske modevirksomhed. Det oplyser Børsen.
Den nye ejer bliver Arcmont Asset Management, der har lånt penge til Silverfleets danske modeinvestering og nu får Masai-aktierne som betaling.
Masai stormede ellers frem efter Silverfleet-købet tilbage i 2015, der med en ambitiøs vækstplan formåede at løfte omsætningen med otte procent svarende til 400 mio. kroner i året efter. Masai fik ligeledes en aftale med en amerikansk stormagasinkæde, der ville forhandle virksomhedens tøj.
Modevirksomheden begyndte dog efterfølgende at få det svært. Allerede inden coronakrisen ramte, kunne Masais årsregnskab for 2018/19 vise milliontab i omsætning og resultat, hvorefter direktør Sune Bjerregaard blev erstattet af bestyrelsesformanden Margaret McDonald.
”Arcmont har været långiver, siden Silverfleet købte Masai af Nina og Hans Rye i 2015, og kender det danske selskab godt. Masai får samtidig fra den nye ejer tilført kapital til at gennemføre vores vækstplan,” siger Margaret McDonald til Børsen.
Silverfleet forlader skuden på et særligt kritisk tidspunkt, hvor Masai er under massivt pres grundet Covid-19. For fire uger siden kunne modevirksomheden erklære deres over 23 norske og svenske butikker konkurs.
”Silverfleet har ejet Masai i fem år, og det er ejerens beslutning, hvornår der ændres på det. Ejeren har investeret tungt i Masai – blandt andet i nyt IT-system og international vækst. Der kan være mange grunde til, at ejerskabet ændres,” siger hun og fastslår, at den daglige drift ikke påvirkes af ejerskiftet.
Foto: Masai