Det danske modebrand er netop flyttet ind i det eksklusive franske stormagasin. Med denne placering markerer brandet sin position i premium-segmentet på den internationale retail scene.
Som et led i strategien har brandet netop skabt en shop-in-shop i det historiske og verdenskendte stormagasin Galeries Lafayette, der er hjemsted for premium- og luksusbrands med deres tre lokationer i Paris og flere internationale flagskibe.
Minimums shop-in-shop er placeret i den ikoniske Galeries Lafayette Hausmann bygning på 3. sal – lige under den imponerende glaskuppel. Herfra kan franskmænd og turister shoppe Minimums damekollektioner og kapselkollektioner – herunder brandets første cirkulære kollektion Impact 01 Re:made, som er lavet af tidligere Minimum-styles.
“Galeries Lafayette er ikke blot et fysisk touchpoint for vores lokale franske distribution, den legendariske lokation er også et vigtigt touchpoint for vores internationale publikum. Desuden markerer samarbejdet mellem Galeries Lafayette og Minimum fortsættelsen af vores internationale ekspansionsplaner, ved at give os mulighed for at skabe et dedikeret brandmiljø til Minimum,” siger Casper Bech Olesen, International Sales Manager hos Minimum, og uddyber til TØJ:
“Vi har de sidste par år optimeret vores virksomhed på rigtig mange områder. Vi har investeret massivt i vores brand, digitale tilstedeværelse, optimeret vores distributionskanaler på tværs af Europa samt implementeret en mere ansvarlig profil i vores supply chain. Det skal vi nu med stolthed ud at vise nuværende samarbejdspartnere såvel som nye.”
Casper Bech Olesen fortæller desuden, at brandets ambition er at være den foretrukne skandinaviske samarbejdspartner i deres segment.
“Når vores partnere tænker på et brand som reference til kommercialitet, ansvarlighed og innovative digitale løsninger, skal vi være i deres mindset. Det skal vi ud og bevise nu.”
I tråd med Minimums for nyligt udførte opdatering af brandidentiteten, åbnede brandet sin shop-in-shop med et nyt interiørkoncept, der afspejler Minimums minimalistiske æstetik i et udtryk, der fusionerer elementer fra brandets skandinaviske designarv med japanske håndværkstraditioner.
Foto: Minimum