Danmarks førende sneakerbutik, Rezet, har fået nye ejere. Sammen med selskabets nye direktør Mads Arleth, der er tidligere kommerciel chef i Fraser Group, skal de nu bringe Rezet tilbage til rødderne – og så til udlandet.

Da Rezet i 2011 slog dørene op for deres første butik, var det som firstmovers på det danske sneakermarked. Siden har de etableret sig som landets førende sneakerbutik med butikker i landets fire største byer.

Nu får butikkerne og det tilhørende onlineunivers nye ejere i form af Aleksander og Nicki Due-Rasmussen, der også er medejer af Obsidian Digital, Good Habit Co., Christopher Cloos og Oliver Green, mens den erfarne forretningsmand Thomas Kvorning også har investeret i selskabet.

Samlet set har den nye ejerkreds rejst 10 mio. kroner til at genetablere fællesskabet omkring Rezet, mens der også skal investeres i online og en international skalering:

“Rezet er en pioner inden for sneakers i Danmark og har en unik position i markedet, som vi skal styrke yderligere, så vi er og bliver ved med at være, brandsenes foretrukne forhandler,” siger Nicki Due-Rasmussen

Skal møde kunder i øjenhøjde
Sneakerfællesskabet i Danmark er kæmpestort, og noget som var med til at positionere Rezet som den førende sneakerforretning i landet. Under et skiftende ejerskab er fællesskabet blevet nedprioriteret, men det ændrer sig nu, forklarer direktør Mads Arleth, der er tidligere kommerciel chef i Fraser Group:

“Rezet skal være en aktiv international spiller inden for livsstil, der inspirerer unge med de nyeste brands igennem events, content og influenter. Selvfølgelig bliver det på en ny og anderledes måde, men fordi brandet nu lever videre i en selvstændig og mindre organisation, kan vi møde vores kunder i øjenhøjde,” siger Mads Arleth.

Vil gøre sneakerdrops til en oplevelse
Den nye ejerkreds har store ambitioner på Rezets vegne, som også går ud over Danmarks grænser, men først og fremmest handler det om at gøre sneakerindkøbet til noget særligt:

“Sneakerdrops er for mange en stor begivenhed, og som kunde er det væsentligt – uanset om du køber fysisk eller online – at du får en god oplevelse, når du køber et par unikke sko, og derfor må vi ikke være en butik som alle andre. Vi skal gå den ekstra mil for at inspirere unge og lykkedes vi med det, vil vi også klare det internationalt,” siger Mads Arleth:

Rezet var tidligere ejet af Fraser Group. Selskabet har fem fysiske butikker i fire byer og 55 ansatte, som alle fortsætter i det nye ejerskab.

Foto: PR