”Vi er nødt til at koncentrere vores kræfter om kerneforretningen i Danmark.” Sådan lyder det fra den adm. direktør hos PWT Group. Modekoncernen meddeler, at der næppe er penge tilbage til kreditorerne i tilfælde af, at det danske moderselskab skulle gå konkurs.

Covid-19 har vendt op og ned på situationen hos modekoncernen bag Wagner og Tøjeksperten, PWT Group, der ellers kom ud af 2019 med et overskud på bundlinjen. På blot få uger gik virksomheden nemlig i rekonstruktion til stor undren for flere leverandører.

I den hæsblæsende kamp for at redde modeselskabet i Danmark erklærer PWT Group nu sit norske datterselskab, Wagno A/S, konkurs. Det oplyser Finans.

Det norske selskab omfatter 30 tøjbutikker under mærkerne Wagner og Brandstad.

Den adm. direktør i PWT Group, Ole Koch, fortæller at coronavirusset har ”haft en alvorlig negativ effekt” på Wagno A/S – både operationelt og finansielt.

Ole Koch havde håbet at kunne holde hånden under det norske selskab, men forklarer, at PWT Group har valgt at koncentrere kræfterne om kerneforretningen i Danmark.

”Vi er nødt til at koncentrere vores kræfter om det, der er vigtigst, og lige nu er det kerneforretningen i Danmark,” udtaler han til Finans, og fortsætter:

”Vi havde håbet, vi kunne holde hånden under det, men hvis vi skal lykkes med vores rekonstruktion i Danmark, har vi ikke ressourcer til at holde hånden under det. Så skal alle kræfter lægges i at redde virksomheden i Danmark, selvom det er ærgerligt.”

Nu afhænger fremtiden for Wagnos 170 ansatte i Norge, om det lykkes at drive selskabet videre. Kurator Schult Ulriksen siger til det norske medie E24, at håbet er, at nogen køber hele konkursboet eller dele af det.

Børsen er i besiddelse af dokumenter, der viser, at Wagnos varelager er værdisat til 35 mio. norske kroner, og at de potentielle købere skal skynde sig, da fristen på bud er i dag torsdag den 30. april klokken 12.

Det senest tilgængelige regnskabstal for Wagno A/S er fra 2018. På daværende tidspunkt havde virksomheden et underskud på 8 mio. kroner.

 

Næppe penge til kreditorer ved dansk konkurs

Den pludselige nedtur og rekonstruktion hos PWT Group medførte stor undren blandt flere af tøjkoncernens kreditorer. Nu fortæller rekonstruktørerne, at der næppe er penge tilbage ved en eventuel konkurs, hvis de afviser den plan, som bliver fremlagt den 15. maj. Det oplyser Børsen.

I sidste uge tog modeselskabets bankforbindelse, Spar Nord, pant for i alt 175 mio. kroner, hvoraf de 130 mio. kroner er tinglyst, før virksomheden gik i rekonstruktion den 17. april. I  redegørelsen til kreditorerne fremgår det, at banken står med virksomhedspantet foran de øvrige kreditorer.

Derudover vurderer PWT Group, at der ved en konkurs er medarbejderforpligtelser for mindst 83 mio. kroner, og det er ifølge rekonstruktørerne et konservativt skøn.

Når først banken og medarbejderne har fået deres penge, er kassen sandsynligvis tom.

”De værdier, der er nu, vil være væk ved en konkurs. Og der vil komme masser af nye passiver til,” lyder det fra Andreas Mylin.

Rekonstruktørerne i PWT Group har fortalt til Børsen, at alt er i spil, og at intet kan udelukkes – heller ikke en nedlukning af enten Tøjeksperten eller Wagner i Danmark.

”Alle bolde er i luften. Der foreligger ikke noget definitivt om det endnu, men grundlæggende er intet helligt i denne sammenhæng. Det handler om at få virksomheden til at overleve, sikre arbejdspladser, og at kreditorerne ikke taber alle tilgodehavender,” fortæller Andreas Mylin.