Reshopper fjerner nu alle varer og reklamer fra Temu. “Vi har valgt at tage stilling – også selvom det går imod strømmen. Vi mener, at det er vigtigere at gøre det rigtige end at gøre det populære,” fortæller Reshoppers CEO.

Reshopper fjerner nu alle varer og reklamer for Temu på deres gensalgsplatform, selvom danske kunder fortsat flokkes om Temu. I august viste en undersøgelse, at Temu er den næstmest brugte netbutik blandt danskere. I forbindelse med Reshoppers ‘nej tak til Temu’ har TØJ interviewet Lasse Wulff Hansen, CEO hos Reshopper:

Hvorfor går I imod strømmen og afholder så stor en udenlandsk gigant fra jeres platform?
Vi driver en markedsplads, der skal være et trygt og ansvarligt valg for børnefamilier. Vi ønsker ikke, at nogen skal bekymre sig om, hvorvidt de produkter, de køber gennem vores platform, er sikre for deres børn. Vi anerkender, at Temu er en stor aktør, men vi har et ansvar over for vores brugere, der bygger på bæredygtighed og tryghed. Med undersøgelser fra eksempelvis Forbrugerrådet TÆNK, bliver vi opmærksomme på, at mange af Temus produkter ikke lever op til EU’s sikkerhedsstandarder. Vi kan ikke gå på kompromis med børns sikkerhed for at følge en trend. Derfor har vi valgt at tage stilling, også selvom det går imod strømmen. Vi mener, at det er vigtigere at gøre det rigtige end at gøre det populære.

Har I råd til at fjerne Temu i et presset marked ift. indtjening på reklamer?
Vi er godt klar over, at beslutningen har økonomiske konsekvenser, men vi har valgt at prioritere vores værdier over kortsigtet profit. Vi tror på, at et bæredygtigt og ansvarligt fundament er det, der i længden skaber en loyal brugerbase og en sund forretning. På kort sigt har det en økonomisk effekt, men på lang sigt mener vi, at det vil styrke os som en markedsplads, man kan stole på. Vi vil hellere gøre noget nu, end at slet ikke gøre noget og risikere vores brugeres tillid.

Temu er den næstmest brugte netbutik i Danmark, og forbrugerne handler der jo flittigt – hvorfor skal I begrænse, hvad forbrugerne gerne vil have?
Vi vil ikke diktere, hvor folk skal handle, men vi vil sikre, at den platform, vi tilbyder, er sikker og ansvarlig. Stod det til os, skulle varerne slet ikke ind i landet, når de ikke overholder de gældende EU retningslinjer. Det er, og bliver, dog aldrig vores ansvar at opdrage nogen. Det ER til gengæld vores ansvar, ikke at bidrage til at sende de samme produkter videre i cirkulation.

Lasse Wulff Hansen tiltrådte som ny CEO hos Reshopper den 1. august 2024.

Opbakning hos brancheaktører
Beslutningen om Reshoppers ‘nej tak’ til varer og reklamer fra Temu blev sendt ud til Reshoppers 250.000 brugere i går aftes. Samtidig delte de nyheden på LinkedIn, hvor gensalgsplatformen møder opbakning hos andre aktører i branchen. Blandt andet skriver BabySam i en kommentar: “Super godt initiativ at tage klar stilling til, at produktsikkerhed kommer før andet, når vi handler med produkter til de mindste.”

Foto: Reshopper