Det danske modebrand Stine Goya har netop åbnet sin første butik uden for Danmark. Åbningen i Soho i London sker som et led i virksomhedens UK-strategi.

Stine Goya er godt i gang med at udvide sit farverige univers, og senest har den danske modevirksomhed som et led i deres UK-strategi åbnet en ny butik i Londons Soho-kvarter – en butik som i øvrigt er den første uden for Danmark. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Stine Goyas univers handler om at skabe glæde gennem farverige og muntre styles, og glæden skinnede også igennem, da den nye butik åbnede med et brag til tonerne fra den ikoniske DJ Annie Mac.

I dag kan man købe Stina Goyas styles hos mere end 400 detailhandlere på verdensplan, og butiksåbningen sker således på et tidspunkt med massiv vækst for modebrandet, der er ejet af Stine Goya og hendes mand Thomas Hertz.

”Det er en surrealistisk følelse endelig at kunne åbne dørene til vores første butik uden for Danmark sammen med vores kæreste venner, og så endda til de ubestridelige rytmer fra Annie Mac. Vi tilbyder dette nye sted – vores hjem i London – til alle i området her som et sted, hvor de kan hente inspiration og glæde,” lyder det fra Stine Goya.

Foto: Stine Goya