Den ikoniske Kay Bojesen abe vil i år være at finde i Mads Nørgaards lige så ikoniske striber. Det er resultatet af et nyt samarbejde, hvor to af dansk designs mest genkendelige klassikere vil klæde hinanden på.

Man skal være varsom med at pille ved danske designklassikere. Alligevel har man hos Kay Bojesen og Mads Nørgaard Copenhagen vovet pelsen ved at indgå et nyt samarbejde, som blev lanceret under netop afsluttede 3 Days of Design.

Under overskriften ‘Tradition: Made to be broken’ har man valgt at producere to nye varianter af den folkekære Kay Bojesen abe, der begge har fået påmalet Nørgaards velkendte striber. Den ene abe er iklædt den ikoniske #101 t-shirt fra Nørgaard paa Strøget, der blev designet af Jørgen Nørgaard i 1967. Den anden er iført en helt ny version af den klassiske t-shirt. En version som meget passende har fået navnet 101 KAY, og som udelukkende forhandles hos Nørgaard paa Strøget.

Tine Casper, der er Head of Design i Rosendahl Design Group, har været initiativtager til samarbejdet, og hun er begejstret for, at Mads Nørgaard havde mod på at kaste sig ud i projektet:
“Vi ville rigtig gerne gøre noget nyt med aben. Sende den på nye eventyr og foretage os noget legende. I den forbindelse var det oplagt at klæde den på, og det mest ikoniske møde, vi kunne forestille os, ville være med Mads Nørgaards t-shirt,” forklarer hun og uddyber:

“Mads’ trøje er jo ikonisk. Som han selv har sagt: Det er en t-shirt, vi har danset i, elsket i og grædt i. En t-shirt som mange af os har levet med hele livet. På samme måde som rigtig mange danskere og rigtig mange hjem har levet med Kay Bojesen aben hele livet. Derfor var samarbejdet oplagt.”

Fælles værdier blev afgørende
Mads Nørgaard tilkendegiver, at han indledningsvis var skeptisk over for idéen, men at han i dag er enormt glad for det atypiske samarbejde.

“Da Tine kontaktede mig, tænkte jeg: Kan man det? Bliver det overhovedet godt? Men jeg valgte at sove på det, hvorefter vi tog et møde. Det gik hurtigt op for mig, at vores værdier passer rigtig godt sammen. Vi komplimenterer hinanden godt, og jeg mærkede straks en stor gensidig respekt. I dag er jeg rigtig glad for samarbejdet og ikke mindst processen, der har været en stor fornøjelse,” understreger han.

De to nye Kay Bojesen aber samt Nørgaard paa Strøgets nye t-shirt 101 KAY forhandles kun i 2023, og Tina Casper og Mads Nørgaard kan afsløre, at de to har indgået en venskabelig konkurrence om, hvorvidt det er aben eller t-shirten, der ender med at sælge flest eksemplarer.

Foto: PR / Mads Nørgaard