Vinderen af Nordens mest prestigefyldte pris for særligt lovende danske modeentreprenører blev i går aftes kåret ved en prisceremoni på Designmuseum Danmark i København.

Vinderen er: Saks Potts.

“Vi er så beærede og taknemmelige over at vinde Wessel & Vett Fashion Prize. Det betyder rigtig meget for os. Vi startede vores brand, da vi var kun 19 og 20 år gamle, og vi er blevet voksne med det. Det føltes godt at vinde efter 9 år. Ved at trække på vores community og ved at tænke internationalt fra den spæde start, har vi formået at skabe et brand, der er meget større end vores forretning. Autenticitet, håndværk og vores community er grundstenen i vores brand og arbejde, og det at vinde prisen vil tillade os at fortsætte med at bevare vores værdier,” lød reaktionen fra Cathrine Saks og Barbara Potts, grundlæggere af Saks Potts.

De modtager en præmie på 300.000 kroner og vil desuden få en række fordele gennem et tæt samarbejde mellem Wessel & Vett Fashion Prize og Copenhagen Fashion Week, som vil sikre vidtrækkende kommunikation samt inklusion i alle officielle Copenhagen Fashion Week-aktiviteter og muligheder til en værdi af i alt 250.000 kroner.

“Med et lille men passioneret team drømmer vi stort! Prisen markerer et vigtigt skridt mod flere spændende samarbejder og bæredygtige forbedringer. Vi er på en mission mod at inspirere vores kunder til at vælge kvalitet frem for kvantitet, tage vare på deres produkter så de kan holde i mange år, reparere, gensælge og genbruge så også andre kan få glæde af et Saks Potts-produkt.

Drevet af en ambition om autenticitet og om at gøre tingene anderledes indenfor alle områder – fra vores produkter til vores måde at kommunikere på – arbejder vi hver eneste dag på at forbedre os. Vi er stolte af at være to kvindelige grundlæggere og entreprenører – tro os, det er ikke kommet let at blive taget seriøst, men det har kun virket som brænde på bålet for os. Dét at vinde denne pris er et vigtigt skridt for os mod at bidrage til en endnu mere positiv udvikling indenfor modeindustrien, ” sluttede Cathrine Saks og Barbara Potts, vindere af Wessel & Vett fashion Prize 2023.

Foto: PR