Den tyske modegigant Zalando bliver en del af verdens førende netværk for cirkulær økonomi, Ellen MacArthur Foundation. Samarbejdet er et nyt initiativ i rækken af ambitiøse mål inden for Zalandos do.MORE-bæredygtighedsstrategi.

Zalando bliver den næste i rækken der, som nyt medlem af Ellen MacArthur Foundation, forpligter sig til principperne for cirkularitet. Det oplyser Zalando i en pressemeddelelse.

Ellen MacArthur Foundation sigter mod at fremskynde den globale overgang til cirkulær økonomi baseret på principperne om at skabe designløsninger, der fjerner affald og forurening fra systemet, at holde produkter og materialer i brug samt at regenerere naturens egne systemer. Der er over 400 brands, der allerede har skrevet under på aftalen. Herunder kan blandt andet nævnes de danske modebrands Ganni og Samsøe Samsøe.

”Vores vision er at være en bæredygtig modeplatform med en nettopositiv indvirkning på mennesker og planeten. Som Europas førende mode- og livsstilsplatform samarbejder vi med modebranchen for at drive forandring og forme en mere bæredygtig og cirkulær økonomi. Ved at tilslutte os Ellen MacArthur Foundation-netværket kan vi opnå en tættere kontakt til eksperter indenfor cirkulær økonomi samt organisationer fra forskellige brancher. Vi tror på, at vi sammen kan gøre en forskel”, siger Laura Coppen, Zalandos Head of Circularity, i pressemeddelelsen.

Medlemskabet er et nyt initiativ under Zalandos bæredygtighedsstrategi do.MORE, der blev lanceret i 2019. Siden lanceringen har Zalando implementeret flere cirkulære forretningsmetoder som Zalando Zircle og Pre-owned. Zalando Zircle er virksomhedens platform til salg og køb af secondhand-tøj, hvor kategorien Pre-owned gør det muligt for kunder at give deres egne varer i bytte for et tilgodehavende – begge metoder der nu er i tråd med virksomhedens forpligtelser om at forlænge levetiden for mindst 50 millioner modeartikler inden 2023.

Udover at skalere interne projekter støtter Zalando også op om startups, og endeligt er bæredygtigt emballage et vigtigt fokusområde i deres bæredygtighedsstrategi.

Foto: Zalando