Salling og Salling Fondene vil for andet år i træk hylde de modebrands, der går forrest i kampen mod at skabe en mere ansvarlig modebranche. Derfor afvikler de igen Salling Future Friendly Fashion Award 2021 til september.
Nu gentages succesen, når Salling og Salling Fondene for andet år i træk inviterer til Future Friendly Fashion Award den 16. september 2021. Awardshowet vil både være åbent for Sallings kunder, modebranchens opinionsledere, presse og branchespecialister.
”Som branche kan vi gøre en langt større forskel for klimaet, hvis vi gør det sammen. Derfor er Salling Future Friendly Fashion Award et event, der skal accelerere positiv forandring for en mere ansvarlig modeindustri som helhed, sætte fokus på bæredygtig omstilling, inspirere til nytænkning og gøre det nemmere for vores forbrugere at træffe mere ansvarlige valg. Salling Future Friendly Fashion Award skal derfor motivere modebranchen til at turde satse på miljøbevidsthed for både brands og forbrugere,” lyder det fra Marianne Bedsted, CEO hos Salling, i en pressemeddelelse.
Tre priser der hylder de grønne initiativer
Danske modebrands og nye designtalenter har nu mulighed for at få et lod i puljen til en af de tre priser ved at sende en ansøgning afsted til Salling.
Vinderen af hovedprisen som Årets Brand modtager en præmie på 100.000 kroner. Derudover uddeles Publikumsprisen og en pengegevinst på 25.000 kroner til det brand, som har gjort sig særligt bemærket i offentligheden for deres bæredygtige initiativer. Salling har desuden igen i år et tæt samarbejde med VIA Design, KADK, DSKD og KEA, som sammen udvælger en række af de mest bemærkelsesværdige unge talenter fra hver uddannelsesinstitution, hvor en studerende vinder prisen som Årets Talent og en pengegevinst på 25.000 kroner som en håndsrækning til at kickstarte karrieren.
Årets Brand og Årets Talent tildeles af Sallings jury bestående af brancheeksperter, mens vinderen af Publikumsprisen findes ved afstemning på salling.dk.
Tilmeldingen for årets nomineringer er åbent frem til den 19. august 2021.
Foto: Salling Future Friendly Fashion Award