Et modebrand som tilbyder mental rådgivning, en ’fine dining’-restaurant som forvandles til en drive-in burgerbar og en app, som gør det muligt at booke tid i supermarkedet. Det er blot nogle af de nye initiativer, som pandemien medfører.

Covid-19 har på få måneder skabt markante forandringer i retailsektoren verden over. Forhandlere, som er afhængige af fysisk interaktion, bliver nu nødt til at tilpasse sig den nye virkelighed, hvor det at have det rette mindset er altafgørende for virksomhedernes overlevelse.

Den ekstraordinære situation har fået kreativiteten til at spire hos flere virksomheder, hvor der eksperimenteres med innovative løsninger på den udfordring, som flere brancher lige nu står overfor.

Insider Trends har samlet 12 inspirerende initiativer, som blandt andet indebærer virtuelle fester, pop-ups og messer, udnyttelse af aktiver til fordel for udsatte borgere og nye samarbejder mellem nærliggende virksomheder. Læs med her, og få et overblik.

 

1 || Bleach Londons digitale ’hårfester’

Hårplejebrandet Bleach London har lanceret en innovativ måde for at hjælpe deres kunder derhjemme, nu hvor frisørsalonerne har lukket. Via de sociale medier deler virksomheden ud af gode råd og gør-det-selv-videoer, og de har tilmed lanceret en chatrobot på hjemmesiden. Det mest innovative tiltag er dog Bleach Londons digitale ’hårfester’, hvor de hurtigste kunder bliver inviteret med til festen, hvor de får en pakke med produkter, så de kan farve deres hår sammen – digitalt – med Bleach London.

 

2 || Modebrand med digitalt pop-up

Man skulle tro, at Covid-19 ville have sat en brat stopper for pop-ups – men nu har det amerikanske modebrand World of Anna Sui valgt at lancere en eksklusiv online pop-up i stedet. Samarbejdet med Pop-in@Nordstrom ville ellers have blevet afholdt i en butik i Nordstrom. Det er Anna Suis forårskollektion for 2020, som bliver vist frem i den digitale pop-up.

 

3 || Redningskrans for restauranter

Stifteren af Instagram, Mike Krieger, og hans kone, Kaitlynn, står bag konceptet ’SaveOurFaves’, som er en måde, hvorpå kunder kan støtte de lokale virksomheder i denne tid. Siden består af en liste med restauranter i San Francisco Bay-området, der sælger gavekort. Målet med konceptet er, at kunderne støtter restauranterne ved at købe gavekort, mens de er lukket, som kan bruges, så snart de åbner igen.

 

4 || Net-a-porter benytter sine køretøjer til at levere livsnødvendige midler

Luksusmodeportalen Net-a-porter adskiller sig ved at have sine egne køretøjer til at levere produkter. Da de har besluttet sig for at stoppe deres online-ordrer, har de i stedet valgt at dedikere alle disse køretøjer til at levere livsnødvendige midler til folk i nød. Net-a-porter har stiftet samarbejde med forskellige velgørenhedsorganisationer i London for at sikre sig, at udsatte medlemmer af samfundet får den mad og de medicinske midler, som de har behov for.

 

5 || Book en tid i supermarkedet

Platformen ’OpenTable’ er lavet med henblik på at undgå overfyldte supermarkeder. OpenTable er en reservations-software, hvor folk har mulighed for at reservere en bestemt tidsperiode for deres indkøbstur i supermarkedet. Platformen er ligeledes tilknyttet restauranter, som tilbyder takeaway for at sikre, at der er så få som muligt, som står og venter på sin ordre.

 

6 || H&M lader Røde Kors benytte deres sociale medier

Modegiganten H&M har mange gode initiativer som modsvar til coronavirusset. Ét af dem er at tillade velgørenhedsorganisationen Røde Kors at benytte deres sociale medie-platforme til at dele vigtige budskaber omkring pandemien.

 

7 || Zalando hjælper butikker i nød

Den tyske modeportal Zalando har fundet en simpel, men effektiv måde at hjælpe fysiske butikker i nød. Deres nye ’Connected Retail’-program er åben for alle fysiske butikker så længe produkterne bliver solgt på Zalando. Butikkerne kan tilknytte sig Zalandos platform og dermed gøre det muligt for kunderne at købe deres produkter derigennem.

 

8 || Pike Place Market samarbejder for at overleve

Det ellers travle Pike Place Market i Seattle er nu tomt og stille på grund af Covid-19. Frugt- og grøntforhandler Sosio Produce forbliver åben, mens mange af naboerne tvinges til at lukke. Som resultat heraf har flere af virksomhederne besluttet sig for at samarbejde for at overleve. Sosio Produce køber mange produkter fra sine naboer for at hjælpe dem, og der er blandt andet blevet tilføjet et tillæg til nogle af Sosio Produces varer, som støtter en kommunal fond.

 

9 || Badetøjsbrand lancerer psykisk support hotline

Brandet Summersalt, som designer badetøj, har lanceret en gratis SMS-service kaldet ’Joycast’, som opmuntrer kunderne til at række ud til dem, hvis de har brug for at få løftet humøret. Teamet bag servicen svarer tilbage i form af blandt andet en 10 minutter lang meditationsvideo eller andre idéer til selvforkælelse. Hvis man hos Summersalt modtager en besked, som kunne tyde på en mere alvorlig situation, bliver den sendt direkte til en organisation for mental sundhed.

 

10 || ’Fine dining’-restaurant tilpasser sin forretningsmodel

’Fine dining’-restauranten Canlis i Seattle gentænker deres forretningsmodel, eftersom kunderne er nødsaget til at blive hjemme. De tog en beslutning om, at når kunderne ikke kan komme til dem, så må de komme til kunderne. Derfor har Canlis åbnet tre pop-up restauranter – en bagel-shop, en drive-in burgerbar og en måltidsleveringsservice. Canlis’ forretning kan med de nye pop-ups blive ved med at køre rundt, have arbejde til deres ansatte og vedligeholde relationerne til sine leverandører.

 

11 || Denim-messe går online

Denim-messen Kingpins Amsterdam har annonceret, at showet nu vil afholdes digitalt, selv om messen ellers var blevet aflyst. Messen vil blive afholdt på de samme datoer, men foregå via en livestream med forskellige debatter, interviews og indhold fra forskellige udstillere. Onlineudgaven af messen vil stadig give industrien mulighed for at skabe netværk og dele information og viden.

 

12 || Supermarkedskæde forvandler butikslokaler til logistiske knudepunkter

Ligesom mange andre detailhandlere har supermarkedskæden Sainsbury’s været nødt til midlertidigt at lukke nogle af deres fysiske butikslokaler. Disse lokaler har kæden fundet på en ny måde at benytte – nemlig ved at omdanne den lokale butik i Blackfriars, London, til et logistisk knudepunkt for at levere varer til de mest sårbare. Kunderne kan bestille varer online via appen ’Chop Chop’ og få varerne leveret indenfor en time.