Flere eksperter havde håbet og troet på, at der inden for et år ville være nogenlunde normale fragtrater. Men det tyder ikke på at blive en realitet.

De høje fragtrater er efterhånden blevet hverdag, og mange har måttet erkende, at det – desværre – er et vilkår lige for tiden. Eksperter og fagfolk har tidligere sagt, at de høje fragtpriser som minimum fortsætter resten af året – men nu lyder vurderingen, at der kan gå endnu længere tid. Det skriver Børsen.

En stor shippingkonference ved navn TPM22 blev for nylig afholdt, og her udskød flere deltagere deres forventninger til en normalisering.

“Vi forventer først, at raterne skal ned omkring præpandemiske niveauer i 2024,” siger analysechef Rahul Kapoor fra analysevirksomheden S&P Global.

Også Peter Sand, der er analytiker hos virksomheden Xeneta, mener, at der kommer til at gå længere tid end først ventet. Oprindeligt vurderede han, at man skulle ind i første del af 2023, før raterne ville normaliseres. Men nu tænker han nærmere, at det bliver i andet halvår af 2023.

“Grunden til, at jeg nu udskyder det endnu et halvt år, er, at vi det seneste halve år ikke har set en synlig forbedring. Tværtimod har vi set, at noget af det, der giver rystelser i øjeblikket, er ret alvorligt,” siger Peter Sand til Børsen.

De høje fragtrater har fået shippingfirmaernes indtjening til at stige med raketfart. A.P. Møller-Mærsk satte i 2021 dansk indtjeningsrekord med et overskud på 117 mia. kroner.

 

Foto: Unsplash