Ingen ekstra hjælp til butikker med store sæsonbetonede varelagre

Butikker med store mængder sæsonvarer kan vinke farvel til yderligere kompensation. Det fastslår erhvervsminister Dan Jørgensen. 

Siden midten af december 2020 har storcentre været lukket ned, mens butikker på gadestrøg ikke har været åbne siden lige før jul. Det er en af de travleste tidspunkter på året for de mange tøjbutikker, hvor der normalt holdes udsalg for at få tømt varelagre for sæsonvarer, så der er plads til forårs- og sommertøjet.

Hos DK Company mener man, at tidspunktet nu for en nedlukning er værre end i foråret, fordi butikkerne står og skal gøre plads til en helt ny sæson.

“I den hårde nedlukning i marts 2020 var vi midt i en sæson. Her er der mange vintervarer, som ligger usolgte i butikkerne, og som mister sin værdi dag for dag, mens de nye forårsvarer er på vej. Det presser likviditeten i alle led,” sagde adm. direktør i DK Company, Jens Poulsen, til Finans i midten af januar.

En af de butikskæder, der i den grad mærker til konsekvenserne af det mistede sæsonsalg, er sportskæden Sport24. Selv om virksomheden leverer flotte tal for 2020 – og også har store forventninger til 2021-salget – så er vintersalget tabt. Og det er naturligvis noget, der kan mærkes på indtjeningen.

“Det resulterer dels i manglende bundlinje, men også alt for store varelagre. Vi kommer til at levere et flot 2020-resultat trods krisen, og vi har stadig store forventninger til 2021, men vintersalget kommer ikke igen – det er tabt for dette år,” lød det fra Sport24-direktør Lars Elsborg til TØJ i midten af januar.

 

Ingen ekstra kompensation at hente

Det er dog langt fra alle, der klarer sig godt igennem en nedlukning som denne. Store, sæsonbetonede varelagre kan føre til likviditetsproblemer, når hylderne skal fyldes op med nye forårsvarer. Men butikkerne kan ikke se frem til yderligere hjælp. Det gør erhvervsminister Dan Jørgensen klart.

Den 14. januar 2021 stillede det konservative folketingsmedlem Niels Flemming Hansen erhvervsministeren følgende spørgsmål:

Hvad vil ministeren gøre for at imødekomme de likviditetsudfordringer, der vil opstå i foråret, når der skal købes nye varer til butikkerne, som blandt andet følger af, at mange butikker pt. brænder inde med store lagre af vintervarer, fordi de har begrænsede muligheder for at sælge deres produkter fysisk i butikkerne? 

Hertil lyder svaret blandt andet:

“Regeringen og Folketinget har igangsat en lang række initiativer for at holde hånden under de danske virksomheder og butikker. Initiativerne retter sig blandt andet mod at kompensere for et midlertidigt bortfald af omsætning og indkomst via kompensationsordninger for løn og faste omkostninger.

Varelagrene vil dog som udgangspunkt ikke blive dækket af kompensationsordningerne, hvilket kan skabe likviditetsproblemer for nogle virksomheder. Såfremt virksomheder i øvrigt er sunde virksomheder, vil det være muligt at søge om lån, garanti eller kredit i et pengeinstitut for at få ny likviditet.”

Læs det fulde svar her.

Dansk Erhverv kæmper lige nu for en kompensationsordning til nedskrivning af varelager. Det skriver direktør for Wear, Nikolai Klausen, i et opslag på LinkedIn.

 

Skævvridning – dagligvarebutikkerne vinder stort

Mens specialforretningerne oplever store tab, har dagligvareforretningerne kronede dage, når man ser på salget af non-food varer. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik har nedlukningen i december 2020 nemlig sat skub i dagligvareforretningernes salg af nonfood-varer som tøj, elektronik, bøger og lignende.

Det samlede detailomsætningsindeks faldt med 7,7 procent fra november til december 2020, og værst så det ud for salget af beklædning. Tøjsalget faldt nemlig med 28,4 procent fra november til december 2020.

Ifølge Danmarks Statistik skal faldet i december dog ses i forhold til, at detailsalget har ligget meget højt i de foregående måneder. Omsætningen i december 2020 er således på niveau med december 2019.

Foto: Unsplash