Informationsudveksling mellem det tyske herretøjsfirma Hugo Boss og de danske detailkæder Kaufmann og Ginsborg var ulovlig. Nu anmelder Konkurrencerådet sagerne til politiet.

Tilbage i sommeren 2020 meddelte Konkurrencerådet, at de ville politianmelde Hugo Boss og de to danske tøjsforhandlere Kauftmann og Ginsborg for ulovlig informationsudveksling om priser, rabatter og mængder, der havde foregået flere år tilbage. Men både Kaufmann og Hugo Boss ville anke sagen.

Det er nu ifølge Konkurrenceankenævnet afgjort, at informationsudvekslingen var i strid med konkurrencereglerne. Konkurrencerådet har besluttet at anmelde sagerne til politiet – indbragt for Konkurrenceankenævnet.

I den ene sag har Hugo Boss og Kaufmann angiveligt udvekslet information om blandt andet priser fra januar 2014 til november 2017. I den anden sag har Hugo Boss og Ginsborg fra december 2014 til april 2018 også udvekslet ulovlige informationer.

I begge sager er der tale om informationer, der kan have betydet færre udvalgsvarer og lavere rabatter.

“Hugo Boss leverer produkter til henholdsvis Kaufmann og Ginsborg, men er også i konkurrence med de to tøjforhandlere, når der sælges til forbrugerne i detailledet. Det kræver en særlig påpasselighed omkring informationsudveksling. Som leverandør kan der være et naturligt behov for at tale sammen med sine forhandlere, men i den løbende kontakt skal man huske, at man som konkurrent skal agere selvstændigt på markedet og ikke må indgå konkurrencebegrænsende aftaler,” siger formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, der fortsætter:

“Når forhandlere på forhånd informerer hinanden om blandt andet udsalgssortiment og priser, så kan forbrugerne have fået dårligere tilbud, end hvis virksomhederne selv havde sammensat deres udsalg uden kendskab til konkurrentens strategi.”

Konkurrencerådet har besluttet at anmelde begge sager til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) for en strafferetlig forfølgelse. Det vil ske, efter eventuelle ankesager er afgjort, oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Foto: Pexels